23948sdkhjf

Prodan sparer halvanden million årligt med nye robotceller

Maskinfabrikken Prodan er totalleverandør og har en stor produktion med pladebearbejdning, svejsning, spåntagning, montage samt tilhørende logistik og kvalitetskontrol. Virksomheden holder til sydvest for Randers med sine 160 medarbejdere, og de mange kunder findes inden for vindmølle-, offshore-, landbrug-, forsvars-, fødevare- og procesindustrien.

Hos Prodan har de lagt en kraftig vækststrategi, der i løbet af de næste tre år skal få virksomheden til at vokse med 40 procent. Vejen dertil ligger i en stærk satsning på automation og robotter, der skal være med til at øge kapacitet og konkurrenceevne betydeligt. Derfor har Prodan investeret i to robotceller fra Bila af modellen Bila RoboPower T850-6L, skriver Bila i en pressemeddelelse. 

Fleksible standardrobotter
Den ene Bila RoboPower blev købt til et bearbejdningscenter og den anden til en CNC-drejebænk. Prodans fabrikschef, Henrik Christensen, har mange års erfaring med robotter, og valget er faldet på denne model, da det er en meget fleksibel standardrobotcelle, der er flytbar og nem at programmere.

- I stedet for kun at bygge en robotløsning op til de to CNC-maskiner, satsede vi på en standardløsning, da vi så har mulighed for at bruge den til andre emner. Alternativt kan vi flytte robotcellen over til en helt anden maskine for at bearbejde andre emner. Dette sikrer, at løsningen også er den rette på lang sigt, siger han.

Besparelse på tre mand
Robotten i drejeafdelingen blev hurtigt belagt med tre skift, og da behovet for dette emne voksede radikalt, tog Prodan en hurtig beslutning og flyttede robotcellen ved bearbejdningscentret ind til en CNC-drejebænk. Selve implementeringen ved bearbejdningscentret var først lige begyndt, så derfor kunne de foretage en flytning ind til CNC-drejebænken. Ved denne flytning opnåede de en besparelse på tre mand.

- I forvejen er det svært at finde kvalificeret arbejdskraft, men med frigivelse af mandskab til andre opgaver er det muligt at få mere arbejde igennem fabrikken med det samme antal medarbejdere. Det har givet en årlig besparelse på minimum 1½ mio. kr. og altså en tilbagebetaling på langt under et år, udtaler Henrik Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14