23948sdkhjf

Initiativprisvinder ser muligheder i alt fra møtrikker til diskos

Modig, nytænkende og åben for nye muligheder. Det er nogle af de ord, DI Bornholms formand Kenn Kjellberg bruger, når han beskriver årets vinder af DI Bornholms Initiativpris 2016.
Borntek Industri producerer, hvad lægmand måske ville beskrive som ”dimser”, hvilket i Borntek Industris tilfælde betyder specialmøtrikker, skruer, bolte, aksler, ventiler, stempler, fittings, cylindre med mere til brancher som automobil, byggeri, dental, fly, medico med flere. Det skriver DI i en pressemeddelelse.

Med Casper Poulsen bag roret er den lille familieejede virksomhed på få år vokset markant og beskæftiger nu 17 ansatte, hvoraf tre er lærlinge.

- Borntek Industri A/S har udviklet sig fra et lille maskinværksted til en effektiv produktionsvirksomhed. Ved at effektivisere og tænke nyt har de kunnet byde ind på opgaver, som var omstændige for andre virksomheder at løse selv. Dét er en del af opskriften på deres succes, siger Kenn Kjellberg, formand for DI Bornholm.

Hos Borntek Industri gør man en dyd ud af at kende sine kunder og skabe en personlig og tillidsfuld relation. Derfor har kunderne heller ikke tøvet med at anbefale virksomheden til andre.

- Én ting er selvfølgelig de flotte regnskaber, noget andet er det imponerende ry, Borntek Industri A/S har formået at opbygge gennem de senere år. Borntek Industri A/S forbindes med lige præcis dét, en underleverandør skal kunne: Højeste kvalitet – og altid til tiden, siger Kenn Kjellberg.

Men virksomheden er også kendt og anerkendt i atletik-verdenen. Udover at være underleverandør til en lang række virksomheder har Borntek Industri, siden man overtog virksomheden Denfi Sport i 2008, produceret intet mindre end en af verdens bedste diskos til atletik-disciplinen diskoskast. Ved blandt andet at skabe et nyt Facebook-netværk til produktet har Borntek Industri formået at skabe fornyet international hype om Denfi-diskossen.

Ifølge Kenn Kjellberg er diskosforretningen et godt billede på Borntek Industris evne til altid at se nye muligheder og gribe dem.

- Direktør Casper Poulsen er typen, der tør satse og ser muligheder frem for forhindringer. Det er netop sådan en virkelyst og kreativitet, vi gerne vil hylde med initiativprisen, og derfor var der ingen tvivl om, at Borntek Industri A/S skulle være årets vinder, siger han.

Sammen med formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Bornholms Regionskommune, Lotte Helms, overrakte formand Kenn Kjellberg DI Bornholms Initiativpris til Borntek Industri mandag.

/he/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093