23948sdkhjf

Likviditetsklemme rammer frysetunnel-ekspert

Bygningerne er sat til salg hos Hans Jensen Engineering, der beder sine kreditorer om henstand.
Vulkanudbrud og fiskevirus udskød sidste år projekter hos Hans Jensen Engineering. De glippede ordrer har for alvor sat metalvirksomheden, den tidligere Hans Jensens Maskinfabrik, under pres.

For likviditeten er presset, og banken vil ikke udvide kassekreditten.Virksomheden kan dog arbejde videre indenfor den nuværende ramme.

Derfor har virksomheden nu sat sine bygninger til salg for at realisere friværdi og skaffe ny arbejdskapital. Samtidig har virksomheden også skrevet ud og bedt sine kreditorer om henstand, indtil bygningerne er solgt.

- Vi arbejder videre, som vi hele tiden har gjort. Det største problem er, at der ikke har været den store ordreindgang – en ny fryse-/køletunnel - det sidste halve års tid, og det har givet et likviditetsproblem. Vi har en køber, som vi forhandler med, og det er Colliers (erhvervsejendomsmægler red.), som kører sagen, siger ejer og direktør Olaf Møller, Hans Jensen Engineering.

Virksomheden er sat til salg
Det er ikke kun bygningerne, der er til salg. For Olaf Møller, der efter egne ord har nået pensionsalderen, leder også efter en ny ejer til maskinfabrikken, der de seneste år har rettet sit fokus på køle- og frysetunneler til den globale fødevareindustri. Ejeren har kontakt til en formidler, som kan finde købere til virksomheden.

- Der kunne godt være brug for nogle nye kræfter i virksomheden. Men jeg bliver ved lige så længe, som jeg kan. Det er ikke sådan, at jeg løber skrigende væk, selvom jeg finder en køber. Jeg vil aflevere virksomheden pænt, og jeg har også mange personlige kontakter, som skal informeres og overdrages - primært i Saudi Arabien og Iran, fortæller Olaf Møller.

Ejer Olaf Møller har stået i spidsen for den østjyske virksomhed siden 1995, og den længstlevende tunnel, SRT, er installeret over 50 steder. Flest på iscremefabrikker i Saudi Arabien.

Stor ordre i vente
Der er også en anden grund til, at ejeren beder sine kreditorer om tålmodighed. For Galten-virksomheden ligger i forhandlinger om et stort projekt i Australien. Ingeniører har designet og projekteret anlægget med fem SRT frysetunneler som en del af hele anlægget, og nu mangler finansieringen for hele projektet at komme på plads.

- Det er et meget stort projekt, hvor vores andel er på over 20 mio. kr., fortæller Olaf Møller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078