23948sdkhjf

Fem år med fart på hos Global Boiler Aalborg

Den nordjyske marinevirksomhed har fejret de første fem år med åbningen af sin tredje afdeling.
Seneste skud på stammen hos Global Boiler Aalborg, der hovedsageligt reparerer dampkedler ombord på skibe, er en afdeling i Singapore

- Vi er stille og roligt for godt fem måneder siden startet op med et salgskontor i Singapore, og det har været med henblik på at servicere vores europæiske kunder. Vi har haft rigtig godt gang i den derude og har haft serviceteam afsted med jævne mellemrum, siger teknisk direktør Michael Søndergaard.

Han er en af tre partnere, der startede den nordjyske virksomhed tilbage i 2011. 1. marts kunne de dermed fejre fem års fødselsdag.

- Vi startede i beskedne omgivelser, og nu er vi 24 ansatte i Danmark, 16 i Dubai og en enkelt i Singapore. Det synes vi selv er godt gået. Vi startede op i lejede omgivelser, men i 2013 fik vi mulighed for at flytte tilbage til Svenstrup, hvor det firma vi kom fra var rykket ud. Nu har vi fået luft omkring os og mulighed for at ekspandere, fortæller Michael Søndergaard.

- I Dubai har vi også indledt et samarbejde med en lokal virksomhed, så vi kan servicere med en stor mandskabsstyrke lokalt både på dok og på offshore-siden. Det er et vigtigt marked for os, for der ligger rigtig mange skibe og venter dernede på last eller reparation, tilføjer Michael Søndergaard, der med etableringen i Singapore nu er repræsenteret tre vitale markeder. Han vil dog ikke afvise, at der kommer nye udvidelser i fremtiden.

- Vi må se, hvad det næste kan blive – det næste års tid har vi ikke planer om udvidelser på landkortet. Men lige pludselig kan der opstå en mulighed, pointerer Michael Søndergaard, og nævner i denne forbindelse både Kina og USA som interessante markeder der observeres nøje.

Også økonomisk er det gået fremad siden starten, og i de kommende år forventes en årlig vækst på 50 procent. En hæmmer for væksten kan dog blive manglen på kvalificeret arbejdskraft, men også her forsøger Aalborg-virksomheden at være på forkant.

- Sidste år startede vi med at tage lærlinge ind, for der skal et generationsskifte til blandt vores medarbejdere. Det er et skridt i den rigtige retning for at føde os selv med unge talenter, forklarer Michael Søndergaard.

Global Boiler Aalborg har i øvrigt allerede ansat to nye funktionærer og to nye på værkstedet i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109