23948sdkhjf

Hardi går i rødt

Et vigende globalt marked og produktionsproblemer sender indtjeningen til tælling.
Oven på en række stærke år ramte sprøjte-producenten Hardi International bunden sidste år, hvor omsætningen faldt med 13 procent.

- Vi havde gearet virksomheden efter et marked, som så nogenlunde ud som året før. Og det kom lidt som en tyv om natten for de fleste i vores branche, at markedet så pludseligt faldt. Vi har måttet ændre vores kapacitet til at passe til den faldende omsætning, siger Sten Kjelstrup, administrerende direktør hos Hardi International.

Årsagerne er flere, men bunder i høj grad i udviklingen på det globale marked for landbrugsmaskiner, hvor Hardi finder 95 procent af sin omsætning. Faldende afregningspriser for landbrugsvarer, et dårligt finansieringsklima og ikke mindst geopolitisk uro giver en vigende efterspørgsel.

Solgte IP-rettigheder i 2014

Hardi International solgte i august 2014 varemærkerettigheder og patenter til moderselskabet Exel Industries for 52 mio. kr. Salget forklarer det høje resultat før skat i 2013/2014.
Uden rettighedssalget var resultatet i stedet 33 mio. kr. Sidste år betalte Hardi International 18 mio. kr. for brugen af de solgte rettigheder. Sammenligner man driften på den danske fabrik, som Hardi International A/S dækker over, og ser bort fra intellektuelle rettigheder, tjente Hardi International 15 mio. kr. mindre på driften i 2014/2015 end i 2013/2014.

Tre lukninger
Konsekvensen af den faldende efterspørgsel betød blandt andet en væsentlig mindre ordrebog ved indgangen til regnskabsåret 2014/2015.

På bundlinjen trækker restruktureringsomkostninger i forbindelse med lukning af en afdeling i Frankrig og en afdeling i Australien også ned. Samtidig har maskinproducenten også haft omkostninger i forbindelse med flytningen af hovedkontoret fra Taastrup til Nr. Alslev. Flytningen sker i maj, hvor over 50 arbejdspladser flytter ned på fabrikken i Nr. Alslev.

I tillæg til den faldende efterspørgsel og lukningerne gav et nyt ERP-system i første halvår af regnskabsåret udfordringer med leveringssikkerheden og en lavere effektivitet til følge.

Højere omsætning i år - og sorte tal igen
Udviklingen i 2015/2016 er stadig præget af en generel usikkerhed på grund af de lave afregningspriser i landbruget, den fortsatte usikre politiske situation i CIS-lande og svære finansieringsforhold hos nogle landmænd. Det betyder ikke, at sprøjteproducenten ikke vil opleve en vækst i år.

- Vi er et halvt år inde i det nye regnskab, og vi kan se en forbedring på toplinjen. Det ser ud til, at nogle af markederne har stabiliseret sig og ser en smule bedre ud end sidste år, siger Sten Kjelstrup og tilføjer, at prognoserne viser sorte tal på bundlinjen igen.

- Det forgangne regnskabsår har ikke været spændende. Det har naturligt krævet, at der blev taget nogle drastiske beslutninger, og beslutningerne har kostet penge.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36