23948sdkhjf

Fabrikslukninger og svigtende marked: Hardi har dundrende underskud

Omstruktureringer og vigende omsætning sætter sit store præg på Hardi Internationals nyeste regnskab. Marksprøjteproducenten med hovedsæde i Nørre Alslev på Falster havde et resultat før skat på -133,5 mio. kr., viser det nyligt offentliggjorte regnskab for 2018/19.

Den største negative påvirkning er en stor omstrukturering af produktionen. Over 80 mio. kr. koster to fabrikslukninger, en i Spanien og en i Frankring, mens Nørre Alslev-fabrikken får tilført opgaver.

Ændringerne giver teknologicentre, lavere break-even produktion og ingen overlap i produktionerne på de fire tilbagevendende fabrikker, skriver Hardi International i sin årsrapport.

Stagnerende investeringslyst
De store produktionsændringer ramler sammen med en vigende omsætning. I regnskabet kan man læse, at omsætningen faldt fra 503,7 mio. kr. til 426,2 mio. kr. Årsagerne er flere ifølge årsrapporten.

Kernemarkederne i USA og Australien har været ramt af ekstremt vejr, mens afregningspriserne for afgrøder er på et lavt niveau. Samlet presser det investeringslysten hos kunderne.

- Vi forventer, at aktivitetsniveauet næste år vil være lidt lavere end 2018/19, skriver virksomheden i sin ledelsesberetning.

Frasalg giver likviditet
Derudover skriver Falster-virksomheden, at man i øjeblikket er i forhandlinger om en salg-og-lease-tilbage-aftale om bygningerne og grund i Nørre Alslev med enten moderselskabet eller et selskab fra moderkoncernen.

Frasalget vil realisere et betydeligt kontantbeløb, fordi den bogførte værdi er lavere end den reelle værdi.

I regnskabet skriver Hardi International, at moderselskabet, franske Excel Industries, vil sikre den fremtidige drift med det nødvendige kapitalbehov, indtil salget er i hus.

Hardi International A/S
mio. kr. 2018/19 2017/18
Nettoomsætning 426,2 50,3,7
Resultat af primær drift -27,5 -19,2
Resultat før skat -133,5 -59,1
Årets resultat -128,5 -54,8
Balancesum 509,6 595,7
Egenkapital 78,7 157,7
Antal ansatte 357 393
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172