Slimet bakteriebelægning er fødevaresikkerhedens største fjende

Biofilm er ikke bare et problem på hospitaler verden over. Også i fødevareindustrien har man fortsat problemer med bakteriebelægninger, der gror fast på overflader og indersiden af rørsystemer

Det er velkendt, at biofilm og dertilhørende infektioner er et kæmpe problem i sundhedssektoren. Bakterieinfektioner er i dag den tredjehyppigste dødsårsag på verdensplan efter kræft og hjertekarsygdomme, og halvdelen af alle danske patienter med implantater døjer med kroniske infektioner som følge af biofilm.

Men også ude i industrien – især i fødevareproduktion – er dannelsen af biofilm en kæmpe udfordring, som koster industrien masser af penge.

DTU’s center for hygiejnisk design har ikke nogen præcise tal på omfanget af problemet i procesindustrien, men i en udenlandsk forskningsartikel fra 2009 – ‘Marine and Industrial Biofouling’ – anslås det, at ”de samlede omkostninger ved biofilm som følge af produktionsstop og kun delvist succesfuld rengøring måske løber op i flere milliarder dollar om året.”

Èn dårlig svejsning er nok

Biofilm kan bedst karakteriseres som en bakteriebelægning, hvor bakterier og andre organismer hober sig op på ét sted og derved danner en flere lag tyk slimet belægning af bakterier.

I hospitalsverdenen betyder det, at antibiotika har svært ved at få bugt med biofilmen og dermed infektionen, mens det i industrielle sammenhæng kan betyde øgede energitab i processerne – eksempelvis pasteuriseringen – og dårligere fødevarekvalitet.

Samtidig adskiller biofilm sig fra andre belægninger ved at være en levende organisme, der foruden bakterier også kan bestå af svampe og alger.

Problemet med biofilm er typisk, at rørsystemerne i et procesanlæg ofte består af mange rørstumper, som er svejset sammen. Og er der bare én dårlig svejsning et sted, dannes der let et lille krater på indersiden af røret, hvor bakterierne kan gennem sig, og som er næsten umuligt at få gjort rent.