Torsdag den 22. april besøgte otte ingeniørstuderende fra AU Dolphins Racing Team automations- og ingeniørvirksomheden Unimec i Langå. Arrangementet var led i et nyt samarbejde mellem de to parter, hvor Unimec med aluminiumsprofiler og komponenter støtter de studerende i udvikling af racerbiler.
AU Dolphins Racing Team er et studenterdrevet hold fra Aarhus Universitet, der designer og bygger elektriske racerbiler til den internationale Formula Student-konkurrence, hvor studerende fra hele Europa konkurrerer i at udvikle biler fra idé til færdigt produkt. Holdet opnåede sidste sommer en tredjeplads i konceptklassen ved konkurrencen i Schweiz og arbejder nu frem mod at stille med en færdig elbil i hovedklassen ved sommerens konkurrence i Kroatien.