Showroom tester slib på kunders emner
Timesavers Nordic har åbnet showroom i Hedensted med maskiner, hvor kunderne på egne emner kan få udført demo af afgratning, kantrunding eller overfladeslibning.
Her har virksomheden etableret sig med showroom, hvor der står et par splinternye slibemaskiner fra Timesavers, klar til at teste slib på kundernes emner.
Den ene er en Timesavers 2200-Slaggrinder målrettet den grovere industri, den anden er Timesavers’ flagskib på 6,5 tons. Produktnavnet er 42 RB Range. Maskinen er udstyret med et system af roterende flapbørster og med yderligere funktioner. Kunden kan selv vælge, om maskinen skal afgrate, kantrunde eller overfladeslibe.
Claus Grud overtog 1. oktober 2015 agenturet på hollandske Timesavers by Grindingmaster.
- Vi har fået en god start i Danmark. På de første to måneder solgte vi tre maskiner, som alle er leveret. Nu tager vi næste skridt og har åbnet showroom. Vi har nogle super gode produkter. Timesavers er slibemaskinernes Mercedes, fortæller en tilfreds iværksætter.
Forretningen er allerede udvidet med nyt agentur, Haeger. Haeger, der ligesom Timesavers er hollandsk/amerikansk ejet, fremstiller maskiner til isætning af presstag og –møtrikker. Herhjemme står der omkring 50 af disse maskiner, som Claus Grud har solgt i perioden fra 2000-2009.