23948sdkhjf

Tinby satser på 3D

Med erhvervelsen af en 3D-scanner tilbyder den nordfynske produktionsvirksomhed nu at fremstille specialtilpassede emner til diverse udviklingsprojekter.
Hos Tinby, der har hovedkvarter i Søndersø på Nordfyn, og som er en del af den børsnoterede koncern SP Group, tænker man flerdimensionelt. Ikke mindst efter erhvervelsen af en 3D-scanner, der kan fremstille prototype-emner.

- Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde vores udviklingskunder muligheden for at fremstille i formatet 1-til-1 på vores nye anlæg, siger Torben Nielsen, der er administrerende direktør hos Tinby.

- Med 3D-modellen kan kunden nemlig for alvor fornemme, hvordan et emne vil tage sig ud i virkeligheden, og det at kunne fornemme dimensionerne kan selvsagt være af stor vigtighed i udviklingsprocessen.

Task Force til udviklingsprojekter
Støbematerialet er det multifunktionelle plast-materiale polyuretan, der i forskellige hårdheder kan anvendes til fremstilling af alt lige fra møbeldele og puslepuder til kabinetter og vinduesprofiler, og som traditionelt set er Tinbys kernekompetence. I snart 45 år har virksomheden leveret komplette polyuretanløsninger til kunder i hele verden, og inden for de senere år har virksomheden tillige opbygget en organisation og et procesflow, der betyder, at den kan tage større del i udviklingsprocessen og værdikæden for sine kunder.

- Vi stiller slet og ret knowhow og teknologi til rådighed for kunden udover vores produktionsfaciliteter i Danmark, USA, Kina og Polen. Når vi skal samarbejde med en kunde om et udviklingsprojekt, så sker der helt lavpraktisk det, at vi nedsætter et projektteam - en task force - som består for eksempel af ingeniører og andre fagpersoner, der er relevante for det enkelte projekt. Og da ikke to udviklingsprojekter ligner hinanden, er der behov for at gennemtænke det optimale set-up for udviklingen og produktionen sammen med den enkelte kunde. På den måde indgår vores udviklingsafdeling i et ressourcestærkt samarbejde med kunden – og vi sætter det produktionsapparat op, der er nødvendigt for at løse opgaven. Vores nye 3D-scanner er således et helt konkret redskab til at afprøve ideer og til at igangsætte et udviklingssamarbejde, som kan ende med at føre vidt, slutter Torben Nielsen.

3D-teknologi, -print og -scanning samt prototypefremstilling indgår i koncernen SP Group’s satsning på at være førende underleverandør inden for teknologier, der skaber fremtiden sammen med koncernens kunder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109