23948sdkhjf

Sydsjællandsk metal-kvinde: Bevar optimismen!

Som indehaver, og daglig leder, af en af Danmarks ældste virksomheder inden for spåntagende bearbejdning – maskinfabrikken Waltrich A/S i Bårse på Sydsjælland, og som en af de meget få kvinder inden for faget, føler administrerende direktør Hanne Lilja sig nu nødt til at kommentere de daglige, nærmest depressive, ”spådomme” om industriens og Danmarks fremtid som helhed.
Velvidende at der er meget store globale udfordringer, og at ”snakken selvfølgelig ikke dukker op af ingenting”, opfordrer Hanne Lilja nu til besindighed i forhold til, at alle snart kun taler om stagnation, nedgang og skrækscenarier for den danske industri, virksomheder og verden helt generelt.

- Jeg kan godt konstatere, at enkelte brancher er lidt pressede for tiden. Men omvendt virker andre til at være ganske godt, og faktisk bedre, kørende end hidtil. Jeg må vove pelsen nu og på det kraftigste opfordre til, at vi ikke alle i fællesskab sætter os opgivende og taler væksten ihjel. Hvem vil fx sætte sit hus til salg hos en ejendomsmægler, der i al offentlighed udtaler, at denne ikke kan sælge noget?, spørger Hanne Lilja, der fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at verdenshjulet har drejet hurtigere de sidste år, end det gør lige p.t. Men der er vel ingen fornuftig grund til at male fanden større op på væggen, end det lige nu er nødvendigt? Vi har alle – lige fra dagligvarebutik til maskinfabrik, været privilegerede gennem flere år, og udgangspunktet for en mindre afmatning er jo ganske godt. Nu kan vi få indhentet alt det, vi har halset efter. Vi kan måske, inden for det næste års tid, få de medarbejdere, alle har råbt efter længe – uden at skulle hente dem ”worldwide”. Og i den sidste ende kan vi alle måske få alting til at hænge bedre sammen?

Altså hvis den negative stemning fortsætter som nu - ellers mener Hanne Lilja, at vi nok bare må knokle videre med et glimt i øjet:

- Vi kommer nu måske ud på bagsiden af en ekstrem vækst - uanset om det er i industriens fremgang, husprisernes vækst eller alt derimellem – og vi har deraf fået en historisk lav arbejdsløshed på under 2 %. Denne lave arbejdsløshed har påvirket os alle – og ikke alle positivt. Det har været, og er stadig, meget svært at få kvalificerede folk til, at løse de mange opgaver. Hvorfor ”råber” alle på arbejdskraft, hvis væksten er gået i stå?, lyder det fra Hanne Lilja.

Hun mener, at vi alle i en periode har levet i en varmluftballon, som alle vel havde en ide om måtte lande på et tidspunkt?

- Jeg er helt klar over, at jeg stikker næsen meget for langt frem i denne situation, og måske giver det bagslag - men jeg mener, det er nødvendigt, at nogen reagerer nu, i stedet for ”bare at tale i negativitetens kor”, siger Hanne Lilja.

En kraftig udmelding fra den kvindelige direktør i en meget mandsdomineret verden. Og Hanne Lilja understeger sine holdninger med bemærkningen ”Kvind jer dog op, mænd og lad os holde hjulene i gang sammen. Lad os hjælpes om at stoppe denne ”dødsspiral”, inden det hele går i selvsving”.

- Alle ved jo, at man kan tale stort set alt ihjel, og det har ingen hverken brug for eller gavn af - med mindre man er en af dem, der spekulerer i råvare- eller fødevarepriser!, hævder hun, og tilføjer:

- Vi skal holde op med at ”ynke”. Jo mere negativt der tales og tænkes, jo mere nervøse bliver markederne – det ved alle også. Og det eneste der opnås er, at inden længe – eller allerede nu - sidder alle og afventer, og ingen vover at handle – for tænk nu hvis…

Hun mener, at alle i en ganske lang periode har ”styrtet rundt med armene over hovedet”, men nu bare må se i øjnene, at i stedet for at køre i 7. gear – i en bil der kun magter 5. – må man måske ned i 5 – måske endda 4 gear. Men hun mener, at det absolut værste man som erhvervsdrivende kan gøre mod sig selv er alt det klynkeri, afventende adfærd og manglende tro på fremtiden.

- Kom nu… Tro på det! Se solen skinne, i stedet for at lade Jer irritere over den lille hvide sky der hænger i det ene hjørne. Vent med at lade Jer påvirke negativt af den, indtil den rent faktisk forhindrer solen i at skinne, lyder budskabet fra Hanne Lilja, der slutter:

- Jeg vil gerne på forhånd beklage, hvis jeg har trådt nogen over tæerne. Det har bestemt ikke været hensigten, men nogen gange må man bare vise viljen til at ville og tage de nødvendige ”chancer” for at gøre det – uanset prisen!
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109