Siemens henter ordrer i Polen
Ordren er den første for Siemens Wind Power på det polske marked. Kontrakten lyder på 33 vindmøller hver på 2,3 megawatt (MW) fra Siemens Wind Power og inkluderer ud over levering også installation og idriftsættelse af vindmøllerne.
Vindmøllerne, der har en samlet kapacitet på 76 MW, skal anvendes til projekterne Suwalki i Masurien og Tychowo i Vestpomeranien og forventes sat i drift i efteråret 2009. De 18 af de 33 SWT-2.3-93 vindmøller skal installeres i vindmølleparken Suwalki, og 15 møller skal installeres i vindmølleparken Tychowo.
Polen er blandt Europas mest lovende markeder for vindenergi. Beregninger foretaget af den polske vindindustri (PWEA) viser, at Polen har et potentiale for vindenergi på mere end 13.000 MW frem til 2020. I dag er det et begrænset antal møller med en samlet kapacitet på mindre en 300 MW, der leverer strøm til det polske elnet, og vindforholdene er ellers særdeles velegnede i store dele af landet.
- Det polske marked for vindenergi vil blive mere og mere fremtrædende i de kommende år. Siemens har på et tidligt tidspunkt set Polens potentiale som et fremtidigt marked for vindenergi, og vi er glade for at kunne installere to vindmølleparker her for første gang på vegne af RWE, siger Andreas Nauen, CEO for Siemens Wind Power.
- Installationen af de to vindmølleparker er et vigtigt skridt for os i forhold til at udvikle vores position i Polen. Vi er glade for at have Siemens med os som en pålidelig og kompetent samarbejdspartner, siger Kevin McCullough, COO for RWE Innogy:
Kilde: Siemens - http://www.siemens.com