Året bød på flere frasalg for Dantherms vedkommende, og den øgede fokusering har altså været en succes. Omsætningen steg med 8,7 % til 2,154 mia. kr., og årets resultat blev vendt fra et minus på 4,7 mio. kr. i 2006 til et overskud på 35,2 mio. kr. i 2007.
- 2007 blev et godt år med fremgang for Dantherm koncernen. Efter et vanskeligt år med et utilfredsstillende resultat i 2006 gennemførte Dantherm i 2007 en fokusering og tilpasning af koncernen i henhold til den lagte strategi. Resultatet i 2007 på 35 mio. kr. er primært opnået ved et stærkt fokus på koncernens kerneforretning inden for industriel luftbehandling. Som konsekvens af denne fokusering solgte Dantherm i 2007 de aktiviteter, der ikke indgik i strategien, eller som havde en utilfredsstillende indtjening, skriver Dantherm i sin årsrapport.
I 2008 forventer ledelsen fortsat vækst i omsætningen og regner med at ende på 2,3-2,4 mia. kr. Resultatet før skat ventes at ligge på 40-60 mio. kr. I forventningerne er indregnet en øget satsning på brændselscelleaktiviteterne, hvorfra der forventes et negativt resultat i 2008 i størrelsesordenen 25 mio. kr.
