23948sdkhjf

Colour Compagniet: Fem år og klar til mere vækst

Efter opkøb af konkursbo i 2010 har Michael Lund og Diana Vejrup opbygget en portefølje på omkring 200 kunder.
Efter fem forrygende år med en gennemsnitlig årlig vækst på godt 20 procent kan Michael Lund og Diana Vejrup se tilbage på en mission, der lykkedes.

Den 21. maj 2010 overtog de konkursboet efter Bema Coating og etablerede Colour Compagniet. Virksomheden beskæftiger i dag 13 ansatte i Kibæk og servicerer omkring 200 virksomheder inden for overfladebehandling af træ, plast og metal.

- Michael og jeg er tidligere kolleger, og ingen af os havde tidligere prøvet at være selvstændige. At købe et konkursbo var nærmest som at springe ud med en faldskærm. Heldigvis åbnede den sig, fortæller Diana Vejrup.

Netværk er vigtigt
Størstedelen af Colour Compagniets omsætning hentes på projektmarkedet, og cv’et tæller prominente projekter som domicilbyggerier hos Vestas, Lego og Bestseller, Bella Sky på Amager og Moesgaard Museum ved Århus.

De sidste tre år har givet sorte tal på bundlinjen, og halvvejs gennem regnskabsår 2014/2015 kan Colour Compagniet glæde sig over en vækst på 50 procent i omsætningen sammenholdt med sidste år.

Spørger man Diana Vejrup om baggrunden for succesen, lyder svaret, at Colour Compagniet går helhjertet ind i kundernes projekter som en aktiv medspiller i udviklingen af løsninger:

- Vi tror på, at netværk er vigtigt, og forsøger at binde kunderne tættere til os. Det gør vi blandt andet ved også at stå for træproduktionen før lak og specialindpakning efter lak, forklarer hun.

Klar til at investere
Hvad angår fremtiden vil Michael Lund og Diana Vejrup fortsat arbejde ud fra en vision om at være den fortrukne samarbejdspartner inden for overfladebehandlinger.

- Vi har 4.000 kvadratmeter bygninger fyldt med lakgader og sprøjtebokse, så langt de fleste kunders produkter kan køres, som det er i dag. Men vi investerer gerne i nye maskiner, hvis det kræves, siger Diana Vejrup.

Aktuelt arbejder Colour Compagniet ud fra en strategi om en årlig vækst på 20 procent, og de to indehavere afviser ikke, at strategiske opkøb af andre overfladevirksomheder i ind- og udland kan komme på tale.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094