Stål- og rørvirksomheden Promecon, der blandt andet har stået for entreprisen til Turning Torso i Malmø og leveret stålkonstruktioner til DR-byen, har satset hårdt på sikkerheden gennem de seneste år. Så hårdt, at man i 2006 overgik det ellers ambitiøse mål om en 20 % reduktion af antallet af arbejdsulykker.
26 % blev antallet reduceret med i 2006, og med en yderligere reducering i 2007 er Promecon nu nede på en ulykkesfrekvens på 20 arbejdsulykker per mio. arbejdstimer. Da virksomheden i 2003 blev et selvstændigt selskab, lå dette tal på 57, og det er således lykkedes at reducere arbejdsulykkefrekvensen med mere end 60 %.
– Da vi for fem år siden blev arbejdsmiljøcertificeret, besluttede vi os for at satse målrettet på sikkerheden, og det har virkelig betalt sig, fortæller sikkerhedskoordinator Winnie Beuchert Larsen.
Gennem analyser af arbejdsulykkerne fandt Promecon ud af, at de hændelser, der forekom, sjældent skyldtes materiel, men som regel blev forårsaget af medarbejderes adfærd.
- De seneste par år har vi derfor især fokuseret på sikker adfærd blandt vores medarbejdere. Alle ansatte har gennemgået adfærdskurser, som der jævnligt følges op på, siger Winnie Beuchert Larsen og tilføjer, at ikke kun de fastansatte har været målgruppen:
– Det er lige så vigtigt for Promecon, at underleverandører lever op til samme standarder som Promecon selv, når det kommer til sikkerheden. Derfor vælger vi blandt andet vores underleverandører med sikkerhed som parameter, ligesom vi går ind og rådgiver dem om, hvordan de kan komme til at leve op til vores krav.

