For øjeblikket står alle Scanwinds projekter stille, og meget tyder derfor på, at virksomheden er på vej til et salg. I dag ejes Scanwind af Nord-Trøndelag Eletrisitetsverk, men både kinesiske og indiske investorer skal efter sigende være klar til at overtage det norske selskab, som har brugt mere end ½ mia. kr. på teknologiudvikling. Det skriver Teknisk Ukeblad.
- Jeg vil ikke kommentere hverken kinesisk eller indisk interesse, eller hvem de andre er, og hvor de kommer fra. Det jeg kan sige er, at vi er ude efter en stærk industriel ejer, siger Inge Garshol, daglig leder i Scanwind, til Teknisk Ukeblad, der påpeger, at den norske politik for investering i vindmøller bærer en stor del af skylden for de problemer, selskabet nu har.
Også Scanwinds underleverandører kan allerede mærke den manglende efterspørgsel, og flere af dem overvejer for øjeblikket, om de skal tilbyde den ledige kapacitet til danske producenter.