23948sdkhjf

Overskuddet hos Waltrich kom med den kvindelige direktør

Efter et par år på posten som administrerende direktør og hovedaktionær har Hanne Lilja – og ikke mindst firmaets dygtige medarbejdere - fået vendt mange års nedtur til optur på Maskinfabrikken Waltrich A/S i Bårse ved Præstø.
Waltrich, som har sin ekspertise inden for automatdrejning, har netop afsluttet sit årsregnskab.
Efter mange år med røde tal er bundlinjen nu atter sort, og Hanne Lilja udtrykker naturligt nok stor tilfredshed med overskuddet på 940.000 kr., især fordi der var budgetteret med under det halve.

- Resultatet er et udslag af effektivisering, mere optimal udnyttelse af produktionsapparatet og en kritisk gennemgang af såvel produktionsomkostninger som alle andre omkostninger i øvrigt, forklarer Hanne Lilja.

Fokus på troværdighed
Udover de gængse produktionsomkostninger har hun også haft stort fokus på Waltrich’s troværdighed som samarbejdspartner.

- Kunderne skal vide, hvor de har os. Og de skal vide, at vi mener det, vi siger og står inde for det. Derudover har vi satset hårdt på at have stor fleksibilitet i forhold til fx hurtige leveringstider, når en kunde har et problem. Den holdning har skaffet os mange stabile og loyale kunder - både herhjemme og i udlandet, siger Hanne Lilja, der tilføjer, at mange tidligere kunder, som i nogle år har haft valgt andre leverandører, nu er vendt tilbage. Og hos Waltrich er man naturligvis meget stolte over, og glade for, den tillid kunderne viser.

Investering i nye maskiner
Som så mange andre danske virksomheder har Waltrich haft forrygende travlt det sidste års tid, men det flotte årsresultat får dog ikke Hanne Lilja til at skrue ned for tempoet. Fremtidens produktion skal også sikres, og derfor er maskinparken netop blevet udvidet.

For at kunne følge med efterspørgslen har Hanne Lilja købt en Hyundai Kia model SKT210SY, som til dels skal aflaste firmaets to Index ABC’ere og derudover producere nogle af de emner, der hidtil har været produceret på kurvestyrede automater og derefter er blevet efterbearbejdet manuelt.

De kurvestyrede automaters produktionstid er væsentligt hurtigere end CNC maskinerne, men de har dog begrænsninger i forhold til fx tværbearbejdning. Det har man hos Waltrich hidtil løst ved at have en afdeling for efterbearbejdning, men pga. de høje lønomkostninger bliver nogle af emnerne ganske enkelt for dyre på den måde.

- Hos Waltrich har vi store forventninger til fremtiden. Konjunkturerne er jo stadig meget positive, vi har en ganske stor ordrebeholdning, og indtil videre er der, efter min bedste overbevisning, ikke noget, der indikerer, at det skulle ændre sig foreløbig, slutter Hanne Lilja.

Waltrich A/S er et at Danmarks ældste automatdrejerier og er specialiserede i større produktionsserier i messing, stål, aluminium og rustfrit stål i Ø2-65 mm. Virksomheden afsætter for ca. 18 mio. kr., hvoraf ca. 50 % går til eksport. Virksomheden har 15 medarbejdere.

Kilde: Waltrich A/S - http://www.waltrich.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125