Med spidskompetencer inden for coil-klipning af materialer op til 15 mm godstykkelse samt sakseklipning og flammeskæring har Ib Andresen Industri Vejle A/S skabt sig en god forretning.
Årsregnskabet for 2006/07 er netop offentliggjort. Heraf fremgår det, at nettoomsætningen er steget til 144 mio. kr., hvilket skal sammenholdes med 126 mio. kr. året før.
Også årets resultat har fulgt trop, idet det er steget til 23 mio. kr. fra 16 mio. kr. året før.
Aktivitetsniveauet forventes i 2007/08 også at være på maksimal kapacitetsudnyttelsesniveau. Resultatmæssigt er forventningerne til 2007/08 fortsat tilfredsstillende.
Som konsekvens af den store efterspørgsel er der igangsat en større udvidelse af byggeri og maskiner for over 100 mio. kr. En investering der forventes at blive taget i brug i april kvartal 2008.