Når kinesiske busser under OL næste år kører rundt med dansk teknologi i motorrummet, vurderes det at være lidt af et gennembrud for Bjerringbro-virksomheden Grundfos. Det er nemlig datterselskabet Grundfos Nonox, der har leveret en ny patenteret doseringsteknologi, og dermed er døren til det attraktive kinesiske marked åbnet. Det skriver Børsen.
- Rent strategisk har ordrerne meget stor betydning for os. Vi står med vores patenterede teknologi med særdeles stærke kort på hånden til at få en stor bid af et nyt globalt kæmpemarked. Målet er, at vi inden for en overskuelig fremtid skal præstere en milliardomsætning og tjene penge, udtaler Morten Winther, salgs- og udviklingschef for Grundfos Nonox til Børsen.
Med Grundfos’ teknologi kan kineserne reducere CO2-udslippet og fjerne partikler fra biler og busser og dermed leve op til de stadig strengere miljøkrav, som den kinesiske regering stiller. Det kinesiske marked for teknologien ventes at udgøre ½ mio. biler om året for Grundfos Nonox – og dermed er det kinesiske marked ligeså stort som resten af verden tilsammen.