23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Danske virksomheder rykker jobfesten til udlandet

Særligt i industrien ansætter danske firmaer i stigende grad deres medarbejdere uden for landets grænser.

Mens jobskabelsen i Danmark befinder sig i en dyb krise, går det anderledes godt for de danske virksomheder med at skabe arbejdspladser i udlandet, skriver Politiken.

Det dokumenteres i en ny undersøgelse fra Dansk Industri, der når frem til, at de danske virksomheder havde 1.267.000 ansatte i deres datterselskaber i udlandet i 2011, som er det senest opgjorte år.

Det er 59.000 flere udenlandske ansatte end i 2010 og en klar indikation på, at jobfesten er rykket til udlandet.

- Det er en succeshistorie for dansk økonomi. Det viser, at de danske virksomheder kan klare sig internationalt og har succes med at sælge varer og services i udlandet, siger underdirektør i Dansk Industri, Kent Damsgaard til Politiken.

Men industriens repræsentant påpeger samtidig, at der ikke kun er tale om godt nyt.

- Det er jo ikke kun tale om et tilvalg af udlandet, men også et fravalg af Danmark. Det er i stigende grad de danske filialer, der taber kampen om jobbene, siger Kent Damsgaard til Politiken.

Problematikken er særlig tydelig i industrien, hvor der i 2011 ifølge DI's analyse blev skabt 12.700 nye job i udlandet, mens der samtidig blev nedlagt 2500 job herhjemme.

Det har ført til, at næsten halvdelen af medarbejderne i danske industrivirksomheder i dag er beskæftiget uden for Danmarks grænser, skriver Politiken. Og tendensen til, at der hyres i udlandet, ser ud til at fortsætte.

En DI-undersøgelse foretaget blandt 442 virksomheder i sommeren 2011 viser, at et flertal af virksomhederne forventer, at de i perioden frem mod 2015 i stigende omfang vil oprette produktionsarbejdspladser i udlandet.

Ingen virksomheder vil derimod trække aktiviteter hjem til Danmark.

Holder virksomhederne ord, kan regeringen få svært ved at nå sit mål om 150.000 nye job i det private erhvervsliv, skriver Politiken.

Alligevel mener finansminister Bjarne Corydon (S), at det vil være forfejlet at se de mange danske job i udlandet som en modsætning til job i Danmark.

- Man skal huske på, at det ikke nødvendigvis er et nulsumspil, når danske virksomheder vokser og ansætter på andre markeder, for det kan også betyde flere arbejdspladser herhjemme, skriver ministeren i en e-mail til Politiken.

Han fastholder, at det er realistisk at nå målet i vækstplanen om 150.000 nye job i den private sektor frem mod 2020, hvis blot opsvinget kommer.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.091