Værktøjsfabrikken Paw tager kampen op mod kineserne
Den sydjyske virksomhed har vundet en ordre på sprøjtestøbeværktøjer til legetøjsproducenten Dantoy i skarp konkurrence med kinesiske producenter.
Et godt eksempel på dette er Værktøjsfabrikken Paw, der har hjemme i Holsted mellem Esbjerg og Kolding. Virksomheden producerer blandt andet stanseværktøjer, blæseforme og sprøjtestøbeværktøjer, og det var inden for sidstnævnte kategori, at man landede en ordre fra den nordjyske legetøjsproducent Dantoy.
- Ordren blev udbudt til en kinesisk leverandør med dansk forhandler og så til os. Vi fik så ordren på sprøjtestøbeværktøjerne, og i sidste ende blev det et fint slutprodukt, der kom ud af det, og formene blev leveret rettidigt, hvilket var en af de vigtige parametre, forklarer Carsten Wittendorff fra Værktøjsfabrikken Paw.
Vil helst vælge dansk
Hos Dantoy lægger værkfører Steen Madsen ikke skjul på, at en dansk leverandør har haft førsteprioritet, men kun hvis de var konkurrencedygtige med de kinesiske.
- Jeg vil helst have, at det skal blive i Danmark, hvis det kan lade sig gøre. Vi har tidligere valgt at bruge et dansk firma, der har kinesiske leverandører. Sådan har det været, fordi Paw ikke kunne konkurrere på prisen, men det kan de nu, hvor de har maskiner, der kan køre ubemandet om natten. Så nu bruger vi kun de kinesiske leverandører, når det drejer sig om ordrer med noget mængde i, men det er udelukkende fordi, Paw har begrænset kapacitet, fortæller Steen Madsen.
- Vi har før brugt Paw til de store forme. Dem kan vi ikke lave i Kina, for det er for dyrt at sende med fly, og det tager seks uger at få fragtet med skib, men vi er rigtig glade for, at de nu også er blevet konkurrencedygtige på de mindre, fortsætter han.
Har fået endnu en ordre
Hos Værktøjsfabrikken Paw er Carsten Wittendorff glad for at have landet ordren fra Dantoy, men han er ikke overrasket. For udover at den sydjyske værktøjsproducent er blevet konkurrencedygtig på prisen, så ser han en række andre parametre, hvor kineserne slet ikke kan følge med de danske konkurrenter.
- Vi er jo en lille fabrik, og det betyder, at når kunden ringer, får de som regel fat i både dem, der skal tegne og producere værktøjerne. De skal ikke igennem en række led for at høre, hvordan det går med ordren, siger Carsten Wittendorff.
- Og så er der jo kun to timers kørsel herned. Vi havde et par af formene, hvor der skulle laves lidt forbedringer, og her er det jo en klar fordel at have en ”lokal” værktøjsproducent. De kan hurtigt lige sende en fragtmand herned i stedet for seks ugers transport til Kina. Og her snakker vi jo dansk, så sammenspillet kører lettere, og der er feedback både den ene og den anden vej, fortsætter han.
Det er lykkedes Værktøjsfabrikken Paw at løse opgaven til så stor tilfredshed, at Dantoy allerede har lagt en ny ordre på sprøjtestøbeværktøjer. Carsten Wittendorff satser dog også på, at overbevise andre kunder om, at Holsted-virksomheden er et reelt alternativ til de kinesiske producenter.
- Det hele strander nok lidt på, at folk ikke ved, hvad vi kan. Selve bearbejdningssiden er tæt på at være det nyeste af det nyeste inden for denne branche i form af adskillige 5-aksede bearbejdningscentre med bearbejdningskapacitet på emner op til 1600x1250x1250 mm. Det handler nok bare om at sprede budskabet, slutter Carsten Wittendorff.