23948sdkhjf

HH Metal & Rør opruster

Den østjyske underleverandør har investeret i en ny rørlaserskærer.
Der er tale om Adiges flagskib en LT8 3D-rørlaserskærer, som skal give kapaciteten hos HH Metal & Rør et tiltrængt løft.

- Udviklingen har været helt vild inden for rørlaserskæring, og der er mange, der har fået øjnene op for, at man kan spare en masse håndteringstid ved at lægge den slags ud til underleverandører, fortæller Christian Guldberg indehaver af HH Metal & Rør, og fortsætter:

- Der er ikke så mange rørlaserskærere i Danmark endnu, og for Adiges vedkommende er det den første 3D Rørlaser, de har leveret her til landet. Maskinen er også bygget til blandt andet at skære i specialprofiler som fx trekantrør, trapezformede rør, ekstruderede aluminiumsprofiler, med videre - mulighederne er mange.

Frigør kapacitet på pladelaser
Rørlaserskæreren kan skære runde rør op til ø225 mm og firkantede op til 200x200 mm. Dermed bliver maskinen et kærkomment supplement til Brædstrup-virksomhedens eksisterende maskinpark.

- Hidtil har vi kørt rørene på en konventionel rørlaser, hvor vi maksimalt har kunnet skære op til ø160 mm eller på vores pladelaser med option for rørskæring, som kan skære på til ø406 mm. Men med indkøbet af Adigen får vi bedre plads til andre opgaver på pladelaseren, siger Christian Guldberg.

- Derudover er der også en række andre fordele ved den nye maskine. Den kan skære sprøjtfrit i runde rør hvilket især er velegnet til rustfri stål til fx fødevareindustrien. Og den kan skærpe rørene op til 45 grader, så det bliver nemmere at svejse efterfølgende, hvilket især er en fordel ved robotsvejsning .Til forskel fra den traditionelle rørlaser kan den også undersænke huller og skære skarpkantet , hvilket længe har været et ønske fra vores kunder, fortsætter han.

Velegnet til bygningsstål
Maskinen skal først og fremmest bruges til at servicere HH Metal & Rørs eksisterende kunder, men det er også Christian Guldbergs forhåbning, at den kan være med til at åbne for nye markeder.

- Inden for et område som bygningsstål kan vi se, at udviklingen går mod flere og flere stålelementer, og det vil selvfølgelig være et interessant marked for os at komme ind på, forklarer han.

- Men også til inventar-producenter, som er en af vores store kundegrupper, er den velegnet, når man vil have nogle profiler, der afviger fra standarden, tilføjer han.

Dobbelt gazelle
Maskinen blev leveret til HH Metal & Rør den 25. november, og den forventes at være klar til eksterne opgaver i begyndelsen af det nye år. Og der bliver god brug for den ekstra kapacitet.

- Vi har forrygende travlt for øjeblikket, og maskinen betyder en kraftig udvidelse af vores kapacitet, så der bliver plads til at tage flere opgaver ind, forklarer Christian Guldberg.

- Rent produktionsmæssigt har vi ikke mærket så meget til krisen som så mange andre. Vi har mange faste kunder inden for nogle brancher, hvor det ikke er så sæsonbetonet, plus vi har nogle gode medarbejdere, der er villige til at give den en ekstra skalle, når det er nødvendigt. Derfor er det også lykkedes os at blive kåret til gazelle for andet år i træk, og det er vi meget stolte af, slutter Christian Guldberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125