23948sdkhjf

Erhvervspriser til JP Group og AC Hydraulik

De to virksomheder blev hædret, da Viborgegnens Erhvervsråd torsdag uddelte sine årlige erhvervspriser.
Martin Pedersen, CEO hos JP Group i Viborg, kunne to gange lade sig hylde ved Viborgegnens Erhvervsråds store Award 2013-show. Her blev han nemlig dels personligt tildelt Erhvervslederprisen, og dels blev den virksomhed, han står i spidsen for, hædret med Erhvervsrådets Årspris 2013.

De to priser gives som anerkendelse for den store betydning, som JP Group med omkring 300 ansatte har haft for Viborg-området gennem årtier, og for den succes, der kendetegner virksomheden, som primært fremstiller autodele til den internationale bilindustri, men blandt andet også netop har fået store ordrer på tog-renovering for DSB.

- Martin er gennem sit virke en stærk rollemodel for andre, der har etableret – eller overvejer at etablere – produktion i Viborg Kommune. Martin bidrager også til fællesskabet via engagement i kulturliv, erhvervsinitiativer og udvikling af vores område, så det er attraktivt for både virksomheder og borgere at slå sig ned i Viborg Kommune, hedder det i begrundelsen for at tildele netop ham Erhvervslederprisen.

Made in Viborg-prisen
Ved samme lejlighed blev AC Hydraulik belønnet med Made in Viborg-prisen. Gennem en lang årrække har AC Hydraulic i Viborg opbygget et meget stærkt brand inden for hydraulisk løfteudstyr til stort set alt - fra biler til flyvemaskiner. Det sker ud fra en strategi om at fastholde både udvikling og produktion i Danmark frem for at lægge produktionen ud til lavtlønslande.

På den baggrund blev virksomheden tildelt Made in Viborg-prisen.

- Det er altid godt at få bekræftet, at den vej og den strategi, vi følger på vores virksomhed, er den rigtige. Derfor er jeg både glad, stolt og beæret over nu at stå med Made in Viborg-prisen. Den er et dejligt skulderklap, i høj grad også til alle vores dygtige medarbejdere og til vores bestyrelse, sagde administrerende direktør Claus A. Christensen, der sammen med sin bror Søren Christensen ejer og driver AC Hydraulik.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094