23948sdkhjf

Ejer af Randers Gears Søren Fischer er død

Søren Fischer blev 77 år – en farverig industrimand, der satte sit tydelige aftryk på både virksomhed og by

Søren Fischer, ejer af tandhjulsfabrikken Randers Gears og en markant skikkelse i det østjyske erhvervsliv, er afgået ved døden, efter han blev diagnosticeret med uhelbredelig lungekræft. Han blev 77 år. Det skriver Randers Amtsavis.

Søren Tandhjul, som han hed i folkemunde, tilbragte sine sidste uger i sommerhuset ved Ebeltoft, hvor han ønskede at finde fred. Gennem næsten fire årtier stod han i spidsen for familievirksomheden, som han transformerede fra traditionsbundet maskinfabrik til global kvalitetsleverandør. 

Men det var ikke en planlagt karriere – Søren Tandhjul landede næsten tilfældigt i direktørstolen og forblev der med samme energi, han havde brugt på at tune knallerter som ung.

- Jeg tror, jeg kunne have haft alle diagnoser. Halv-tosset, damp-barn af rang. Men jeg er utroligt glad for alle diagnoserne, for det har givet mig en fandens energi. Jeg har altid været en døgnbrænder, som aldrig har været ked af at stå tidligt op og gå i sent i seng, fortalte han, da Metal Supply portrætterede ham i 2014.

Søren Fischer begyndte som smedelærling og arbejdede i Tyskland, før han – egentlig mod sin vilje – vendte hjem og blev en del af den familieejede tandhjulsfabrik. Her stødte han sammen med sin far i et generationsopgør, der førte til et magtskifte i begyndelsen af 1980’erne.

Hans tid som leder var præget af teknologisk opgradering, internationalisering og en kompromisløs tro på kvalitet. Han kaldte sig selv "dybt investeringsliderlig", og satsede på avancerede maskiner – også midt i kriser. 

I 2015 trådte Søren Fischer et skridt tilbage, da Randers Gears for første gang fik en direktør hentet udefra. Et par gange var han midlertidigt retur i direktørstolen, men i 2024 blev depechen overladt til Jan Zebitz.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.216