23948sdkhjf

Nyt konsortium vil bygge skibe for det danske forsvar

Samarbejde mellem tre danske virksomheder kan sikre hurtig levering af nye skibe til den danske flåde

Et nyt konsortium bestående af Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Skibsværft og OSK Design, er klar til at bygge flådestøtteskibe til Forsvaret. Skibene vil kunne løse en bred vifte af opgaver, herunder havmiljøberedskab, overvågning af undervandsinfrastruktur og transport af forsyninger. Det oplyser konsortiet i en pressemeddelelse.

- Gennem samarbejdet mellem Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Shipyard og OSK Design vil Forsvaret få gode, velsejlende skibe, der kan løse Forsvarets opgaver effektivt og blive leveret hurtigt og til tiden, lyder det fra konsortiet.

Behovet for de nye flådestøtteskibe er blandt andet drevet af den stigende trussel fra den russiske "skyggeflåde" i danske farvande. Skibene skal kunne overvåge og beskytte kritisk infrastruktur samt opretholde et robust havmiljøberedskab.

Stålskrogene til skibene vil blive bygget på et dansk ejet værft i Polen, hvorefter udrustningen vil finde sted i Hvide Sande og Skagen. Leveringsplanen indebærer, at det første skib kan være operationelt i 2027, hvis en kontrakt indgås inden sommeren 2025.

Konsortiet består af tre virksomheder med solid erfaring inden for skibsbygning. Karstensens Skibsværft har tidligere leveret det arktiske inspektionsskib ’Lauge Koch’, mens Hvide Sande Skibsværft har erfaring med specialfartøjer til både Danmark og udlandet, herunder fiskeriinspektionsskibet ’Nordsøen’. OSK Design har været involveret i flere internationale skibsprojekter og står for designet af de nye flådestøtteskibe.

Med denne satsning understreger konsortiet, at dansk skibsbygningsindustri er klar til at bidrage til forsvarets kapacitetsopbygning og fremtidige flådeplaner.

Derudover erklærer parterne sig klar til at påtage sig andre design- og byggeopgaver for Forsvaret, herunder arktiske skibe til Grønlands østkyst og isbrydere samt kystkorvetter/kystnære maritime indsatsenheder (MIE-enheder), missilbåde og marinehjemmeværnsfartøjer til danske farvande og Østersøen, hvis der er behov for disse skibstyper som del af flådeplanen for fremtidens danske forsvar.

- Vi repræsenterer en anerkendt og erfaren kapacitet, der gennem mange år har designet og bygget komplicerede skibe og fartøjer. Ved at vælge vores konsortium vil det danske Forsvar sikre sig reel byggekapacitet og dermed sikre, at det danske forsvar får en hurtigere opbygning ved at kunne bygge flere samtidige skibsprojekter, skriver konsortiet i pressemeddelelsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: skibsværfter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.91