23948sdkhjf

Palomat styrker indsatsen i Australien

I 2012 startede den danske producent af pallemagasiner forhandling i Australien. Et sats da markedet og potentialet var ukendt. Men det viste sig hurtigt at være et sats til den gode side.
En modificering af Palomaten var en nødvendighed for at kunne håndtere de australske paller. En modificering som også satte nogle tanker i gang hos Palomats area manager, Majbritt Svane:

- At starte på et nyt marked med en ny forhandler er altid et sats. I den her forbindelse skulle vi også lige sende vores modificerede Palomat mere end blot et par 1.000 km væk. Det krævede lidt ”is i maven”, men i dag ser vi tilbage på det som en god beslutning.

Forlænger samarbejdet
I oktober 2012 vandt den australske forhandler prisen ”best stand new exhibitor” på messen Materials Handling i Australien – en pris Palomaten var en del af. Et samarbejde, der startede som en prøveperiode, har udviklet sig til et godt forhandler-/leverandørsamarbejde.

- At modtage prisen på samme tid som Palomaten blev introduceret på vores marked var en indikation af, hvor godt produktet ville finde sig til rette her. Måden som Palomaten griber pallen på er aldrig set før i Australien eller New Zealand, fortæller Bob van der Wild, direktør hos BBJ Materials Handling, og fortsætter:

- Palomat har virkelig succes på området. Det, at de vælger at udvikle en Palomat modificeret til de australske paller viser, at Palomat er en innovationsvirksomhed, som løser eksisterende behov ved at se opgaven fra en anden vinkel i forhold til den normale måde at håndtere paller på i Australien. Palomaten passer godt ind i vores nuværende produktsortiment, og jeg vil anbefale andre at se nærmere på Palomat som samarbejdspartner.

Service klares på 24.000 km afstand
Er der behov for service, bliver der ikke sendt en servicemand af sted fra Danmark på den 24.000 km lange rejse til Australien. Hos Palomat har de fundet en løsning, der gør opdateringer og justeringer mulige på afstand. En løsning som Bob van der Wild er meget imponeret over:

- Palomat har sendt os en VPN-boks, som fungerer ved hjælp af et simpelt sim-kort. Via VPN-boksen kan serviceafdelingen i Danmark kommunikere med Palomaten lokalt hos vores kunder og gennemføre de ønskede justeringer. Den er helt perfekt til installationer og fejlfinding, og der er ingen behov for servicemand på stedet.

Palomaten er stadig ny på det australske og new zealandske marked, men Bob van der Wild ser meget positivt på de kommende år:

- Da Palomat er markedsleder indenfor pallemagasiner forventer jeg også, at de bliver
markedsleder i Australien og New Zealand. Vi er i kontakt med mange forhandlere og mulige kunder, som er interesserede i et fremtidigt samarbejde. Med Palomatens store fleksibilitet i forhold til palletyper og –størrelser er der et utrolig stort markedspotentiale. Og at Palomat samtidig har et pallemagasin, som er 100 procent el-styret, så der ikke er behov for en kompressor, er et stort plus. Det er uden tvivl en spændende tid, vi går i møde.

Kontakt til 50 underforhandlere
Salget er gået bedre end forventet, og Palomat modtager løbende forespørgsler fra ”Down Under”. Hos Palomat følger de udviklingen med spænding og har store forventninger til den kommende tid:

- Bob van der Wild skal fungere som importør og opbygge forhandlernettet i Australien og New Zealand. Han er importør af andre ”end of line”-produkter og har kontakt til 50 underforhandlere. Vi har uden tvivl fundet den helt rigtige forhandler, og det sidste år har vist os, at potentialet er der, og markedet er klart. I samarbejde har vi udarbejdet en aktivitetsplan for, hvordan vi kan udvikle salget i Australien og New Zealand, udtaler Majbritt Svane, og afslutter med et smil på læben:

- Det er da en god fornemmelse, at drømmen og indsatsen er blevet belønnet, og at vi kan sige, at Palomat er world wide og ikke kun i Europa.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079