Fremtidens industrirobotter skal i langt højere grad tænke selv
Robotter bruges i stigende grad i industrien, og i fremtiden vil det være nødvendigt med robotter, der i langt højere grad end i dag kan tilpasse sig uforudsete hændelser og ændringer i deres miljø – også hvis de samarbejder med mennesker.
Det skal et nyt, stort internationalt forskningsprojekt nu forsøge at ændre på ved hjælp af kunstig intelligens. Projektet er finansieret af EU's rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, med 56 mio. kr. og går under navnet RoboSapiens (Robotic Safe Adaptation In Unprecedented Situations).
RoboSapiens-projektet skal give robotterne færre begrænsninger, udvidet tilpasningsevne og stor pålidelighed.
- Vi ser store fordele i, at robotter kan tilpasse sig forhold og lære af sine omgivelser og ændre adfærd, så den passer bedre til opgaven, samtidig med at den bevarer eller endda øger sin forventede ydeevne, og forbliver mindst lige så sikker og robust som før, siger professor Peter Gorm Larsen fra Aarhus Universitets Institut for Elektro- og Computerteknologi, som leder projektet, i en pressemeddelelse.
Fire fokusområder
For at nå i mål med projektet, som løber fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2027, arbejder projektets partnere ud fra fire hovedmål:
1. Projektet skal sikre en robotteknologi med nye og ubegrænsede muligheder for selvtilpasning som reaktion på hidtil usete og uforudsete systemstrukturelle og miljømæssige ændringer.
2. Projektet skal fremme sikkerhedssoftware, der knytter sig til robotteknologien, så robotsikkerheden er i top både før, under og efter robotternes selvtilpasning.
3. Projektet skal fremme deep learning-teknikker for aktivt at reducere usikkerhed i forbindelse med robotteknologisk selvtilpasning.
4. Projektet skal overordnet set sikre de enkelte systemers troværdighed, så robotter ved hjælp af deep learning og computational architectures i højere grad kan tilpasse sig omverdenen på egen hånd – uden at gå på kompromis med troværdigheden i arbejdet.
Vil skalere cirkulære processer
Projektet tager udgangspunkt i fire forskellige use-cases, hvor der vil blive set nærmere på navigation af autonome skibe, menneske-robot-interaktion ved samarbejdede robotter, lagerrobotter, der på egen hånd navigerer mellem hinanden, og renovering af bærbare computere ved hjælp af automatiserede robotter.
- Robotter har gennem tiden hjulpet rigtig meget med at øge produktionen. I vores use-case vil vi nu se nærmere på, hvordan vi kan skalere cirkulære processer op ved hjælp af automatiserede robotter, så vi på den måde kan forlænge produkters levetid i stedet for at producere nyt. Her ser vi mere specifikt nærmere på refurbishment af bærbare computere, og hvad der er muligt at automatisere på området. Lige nu kigger vi blandt andet på skærmreparationer, men på længere sigt er det planen, at vi skal udvide vores arbejdsområde yderligere, siger Mikkel Labori Olsen, konsulent ved Center for Robotteknologi ved Teknologisk Institut, der deltager i projektet.
Professor Peter Gorm Larsen tilføjer:
- Vi vil muliggøre, at robotter kan blive bedre gradvist. Demonstrere, at vi godt kan opnå en tilstrækkelig sikkerhed uden recertificering og dermed sikre autonomi og sikre, at robotten tilpasser sig på fornuftig vis, ved hjælp af intelligente sikkerhedssystemer og kontrolsoftware.
Han fortsætter:
- På den måde håber vi at kunne skabe færre begrænsninger og bedre muligheder for, at robotter fremad kan tilpasse sig forholdene omkring sig, også hvis der er tale om større, uforudsete hændelser.
Projektet løber fra 1. januar 2024 til den 31. december 2027 og har en lang række partnere. Foruden Aarhus Universitet, der leder projektet, deltager Teknologisk Institut, University of Antwerp, Aristotle University of Thessaloniki, Norwegian University of Science and Technology og University of York samt virksomhederne Pal Robotics, Fraunhofer IFF, ISDI Accelerator og Simula Research Lab.
Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.