Salgs- og ingeniørhus vil øge trykket på markedet i 2024
Salgs- og ingeniørhuset Hans Buch A/S gennemgik i 2023 store forandringer med nye forretningsområder, og konsolideringer i hele organisationen. Det skal bane vejen for resultaterne i 2024.
Resultaterne skal skabes på baggrund af en stærk kultur. Ikke omvendt. Det er mantraet, som en samlet stab i Hans Buch tager med ind i det nye år.
– Vi har i 2023 arbejdet med, at vores kultur skal være bærende for resultaterne, indleder Hans Buchs administrerende direktør, Martin de Feuth Jensen i en pressemeddelelse.
Kulturen skabes med et endnu tættere samarbejde om tekniske løsninger internt og tværfagligt mellem Hans Buchs specialister. Det er samtidig med ambitionen om at rykke tættere på forsyningskædens kunder og leverandører i de forskellige markeder, som Hans Buch opererer i, fortæller Martin de Feuth Jensen.
– Vi går ind i 2024 med en stor optimisme og med en stærk tiltro til den høje faglighed og ekspertise, som vores samlede medarbejderstab besidder. Vi har store forventninger til 2024, der indebærer et øget markedstryk og med en øget tilstedeværelse, siger han.
Branchespecifikke markedstilpasninger
Forventningen til 2024 kommer efter et 2023 med mange forandringer. I det forgangne år bød Hans Buch velkommen til en række nye medarbejdere, der samlet set øger bemandingen i marken og i markederne. Flere hænder skal imødekomme kundernes efterspørgsel og de forandringer og udviklinger, som den brede industri og sektorerne inden for transport og infrastruktur gennemgår.
– Fundamentet til 2024 er skabt med interne tilpasninger gennem kompetenceløft, konsolideringer og øget bemanding gennem 2023. I al beskedenhed mener jeg, at vi står markant stærkere organisatorisk, og at vi har fået nogle dygtige profiler i huset, der supplerer en i forvejen skarp medarbejderstab, siger Martin de Feuth Jensen.
Udover nyansættelser har man blandt andet også brugt 2023 på at lancere forretningsområdet Automation & Robotics og på at konsolidere divisionen Industri internt samt sammenlægge kræfterne fra Marine & Offshore, Jernbane og Meteorologi til divisionen Transport & Infrastruktur.
Bæredygtighed: Løsninger skal leve længere end i dag
2023 bød også på et øget fokus på bæredygtighed som fællesnævner for hele organisationen i Hans Buch internt, såvel som eksternt i værdikæden. Hans Buch skal ikke kun være den foretrukne leverandør af tekniske løsninger og høj kvalitet, forklarer Martin de Feuth Jensen.
– Vi skal blive endnu bedre til at hjælpe hinanden til at indtænke fremsynede og grønne løsninger i industrien.
– Det gør vi først og fremmest ved at finde de løsninger til vores kunder, der ikke alene optimerer energiforbruget og reducerer CO2-aftrykket i driften, men vi skal også blive ved med at finde de løsninger, der virker i længere tid end bare i dag og i morgen, siger han.
Samlet beskæftiger Hans Buch cirka 50 ansatte, der leverer tekniske og kundetilpassede løsninger til den brede industri, marine/offshore, jernbane og meteorologi.