23948sdkhjf

Gennembrud for genanvendelse af vindmøllevinger

Nye resultater viser, at det er muligt at omsmelte glasfibre fra vindmøllevinger til højkvalitetsfibre, der kan bruges i nye vinger

I 20 år har virksomheder og forskere forsøgt at genbruge vinger fra vindmøller, der har udtjent deres levetid.

Konsortiet bag innovationsprojektet DecomBlades er ved hjælp af et pyrolyseanlæg i storskala, som Makeen Energy har udviklet, lykkedes med at udvinde og processere hovedbestanddelen – glasfibrene – fra gamle 37 meter vindmøllevinger i så høj kvalitet, at de kan omsmeltes og indgå i produktion af nye vindmøllevinger.

Det oplyser Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

- I første forsøg er det lykkedes os at genvinde og processere glasfibre, der er egnede til at indgå i råmateriale-blandingen på samme vis som jomfrueligt materiale i den ekstremt følsomme proces, det er at producere glasfiber. Vi har nået denne vigtige milepæl, og det er ikke i laboratorieskala. Vi taler om en proces på industrielt niveau med udsigt til kommercialisering. Det er helt vildt spændende, at vi er nået til dette punkt, udtaler Irene Bach Velling Villadsen, projektleder hos Makeen Energy, der er virksomheden bag udviklingen af den pyrolyseteknologi, der benyttes i processen.

Partnerne i DecomBlades-projektet

  • Makeen Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa Renewable Energy, Vestas Wind Systems, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og Energy Cluster Denmark. 
  • Projektet er støttet af Innovationsfonden.

Partnerkredsen har, via tæt samarbejde med underleverandører og særligt glasfiberproducenten 3B-Fibreglass, sikret, at der er dannet basis for at skabe nye værdikæder og salgskanaler for genbrugte fibre.

- Holdet fra 3B har troet på, at vi kunne få processen til at lykkes, og det har været altafgørende at have en partner, som er lige så stålsat som os på, at dette skulle kunne lade sig gøre. Dermed har vi sidste led i forsyningskæden på plads – fra gamle vindmøllevinger til rensede fibre og endelig til produktion af nyt vingemateriale, udtaler Irene Bach Velling Villadsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.988