23948sdkhjf

Fynske maskinproducenter sætter punkt i årelang strid

Haarslev Industries og Oestergaard A/S har indgået et forlig, der afslutter en årelang og bitter strid ved domstolene. Det oplyser parterne i en kortfattet meddelelse.

Det hele startede tilbage i 2012, hvor kapitalfonden Altor, overtog aktiemajoriteten i Haarslev Industries, der er blandt verdens største producenter af anlæg til bearbejdning af kødaffald. Sælger var Odin Equity Partners, men grundlæggerne af Haarslev Industries, familien Østergaard, var efterfølgende stadig en del af ejerkredsen repræsenteret ved Claus Østergaard Nielsen, der fortsatte med en ejerandel på cirka 25 procent og ligeledes fortsatte som administrerende direktør.

I 2016 fratrådte Claus Østergaard Nielsen imidlertid som administrerende direktør for Haarslev Industries, og året efter udtrådte han også af selskabets bestyrelse. Det skete samtidig med, at virksomheden Oestergaard A/S i 2017 blev grundlagt i Nr. Aaby.

Oestergaard A/S producerer ligeledes udstyr til forarbejdning af kødaffald, og er dermed en direkte konkurrent til Haarslev Industries. Indtil 12. oktober i år har Claus Østergaard Nielsen dog ikke officielt været en del af selskabet på grund af medejerskabet i Haarslev Industries, hvor han var underlagt en konkurrenceklausul.

Efter etableringen af Oestergaard A/S har der været en række juridiske tvister mellem de to konkurrenter. Blandt andet har Haarslev Industries beskyldt Oestergaard A/S for at udnytte viden og forretningshemmeligheder erhvervet hos Haarslev Industries.

De anklager blev dog kompliceret af, at det var Claus Østergaard Nielsens far, Leif Østergaard Nielsen, der officielt grundlagde Oestergaard A/S. Han grundlagde ligeledes Haarslev Industries i 1973, men han fratrådte som administrerende direktør i 2006, da aktiemajoriteten blev solgt til Odin Equity Partners. Han var derfor ikke underlagt nogen konkurrenceklausul, da Altor i 2012 købte virksomheden.

Nu er der dog sat endeligt punktum i sagen. I forliget mellem de to selskaber får Haarslev Industries ”et mindre beløb”, ligesom Claus Østergaard Nielsen overdrager sine aktier til selskabet. Til gengæld dropper Haarslev Industries alle juridiske krav mod Oestergaard A/S.

Samtidig er Claus Østergaard Nielsen nu indtrådt som administrerende direktør og i bestyrelsen hos Oestergaard A/S.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078