23948sdkhjf

Jernstøberiet Mat Dania vil holde fast på de ansatte med god trivsel

Hos jernstøberiet Mat Dania i Aars mærker de den lave ledighed. Samtidig er branchen præget af høj personaleomsætning og fravær. Derfor har virksomheden satset på et stort projekt om trivsel i 2023

- Som en gammel og lidt traditionel virksomhed er det tit lettere for os at snakke om jern og maskiner end om de bløde værdier. Men selvom det er lidt uden for komfort-zonen, skal vi turde tale mere om mennesker - og ikke kun maskiner.

Sådan siger Bettina Grøfte, som er HR chef hos jernstøberiet Mat Dania i Aars. Her oplever de, at den lave ledighed gør det sværere at rekruttere medarbejdere, og samtidig er det ekstra vigtigt at fastholde de ansatte i jobbet. Ifølge Bettina Grøfte er trivsel det vigtigste redskab til at nå det mål:

- Vi er nødt til at fokusere på den menneskelige bundlinje også, og her er trivsel et nøgleord. God trivsel er et fælles ansvar – og det er dårlig trivsel også.

Kollegastafet og grønne trøjer

”Trivsel skal være synlig” var overskriften, da ledergruppen i Mat Dania i foråret mødtes til tre workshops, hjulpet på vej af konsulentfirmaet Cabi. Forløbet har ført til en række små forandringer, som skal sætte mere spot på trivsel og gøre snakken til en naturlig del af dagligdagen.

I kantinen er der for eksempel opsat en farverig tavle, som inviterer de ansatte til at skrive deres tanker om trivsel. Samtidig er der i hver afdeling indført en ”kollegastafet”, hvor kollegerne anerkender en medarbejder, som har gjort en forskel i hverdagen. Trivsel er desuden et fast punkt på dagsordenen ved afdelingsmøder på tværs af virksomheden, og arbejdsmiljørepræsentanterne har fået grønne trøjer på og sætter fokus på emnet samtidig med, at deres funktion er blevet mere synlig.

- Det er ikke nok bare at skrive på info-skærmene: ”Nu har vi talt om trivsel i ledergruppen igen”. Det skal være synligt i hverdagen, at vi arbejder med det her, og at vi er i gang med en forandring, som berører alle, siger Bettina Grøfte.

Nu skal trivslen måles hvert år

På ledermøderne og i en trivselsmåling hos funktionærerne viste det sig, at der særligt er behov for at tale mere om to fokusområder: samarbejde på tværs og kommunikation. I ledergruppen er der i følge Bettina Grøfte allerede en mærkbar forandring i måden at kommunikere og tale om trivsel:

- I ledergruppen og direktionen er der kommet mere fokus på trivsel, og hvad det betyder, såvel på den økonomiske som den menneskelige bundlinje. Det bliver sagt højt nu, siger Bettina Grøfte.

I fremtiden bliver trivselsmålinger en fast del af årshjulet hos Mat Dania, og allerede i slutningen af året skal hele virksomheden være med. Her vil trivselsarbejdet komme endnu mere ud i den enkelte afdeling.

- Produktionen er meget afhængig af, at de administrative støttefunktioner opnår optimalt samarbejde og sikrer rettidig og målrettet kommunikation til resten af virksomheden. Det tværfaglige samarbejde har derfor et særligt fokus. Men vi sætter spot på trivslen på hele virksomheden, og vil tilpasse tiltag og handlinger målrettet de enkelte afdelinger, afslutter Bettina Grøfte.

Se nøgletal for:
Læs mere om: støberier
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.735