Tre ud af fire faglærte får et job efter tre måneder
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/89452849.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=2500&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=1663&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=2&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=439&accessToken=b01bce20f4424c95544c7597a8acfbe299d42b8e4a08c58a691f9d5e642d691e)
Tre ud af fire faglærte kan møde op på en arbejdsplads, tre måneder efter at de er færdiguddannet.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er den højeste andel i beskæftigelse efter endt uddannelse. Til sammenligning er det under halvdelen af de unge med en lang videregående uddannelse, der får et arbejde efter tre måneder.
At så mange erhvervsuddannede kommer i arbejde, viser det store behov i samfundet for netop den type arbejdskraft ifølge Dansk Industri (DI).
- En høj beskæftigelsesgrad for de erhvervsuddannede bekræfter den meget store efterspørgsel efter faglærte i Danmark, siger Signe Tychsen Philip, underdirektør for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.
Selv om mulighederne for at få et job er store, er det kun hver femte ung, som vælger en erhvervsuddannelse. Det ærgrer cheføkonom i Dansk Metal Erik Bjørsted.
- Jobmulighederne er rigtig gode, og dertil kommer, at mange faglærte faktisk tjener mere end mange universitetsuddannede, siger han.
Erik Bjørsted peger på, at et møde med branchen allerede i folkeskolen kan skabe større interesse for erhvervsuddannelserne.
- Der skal flere praktiske fag på skoleskemaet, og alle børn i 6.-9.-klasse skal have krav på at komme i erhvervspraktik, siger cheføkonomen.
- Nogle steder har man for eksempel haft held med ambassadørkorps, hvor faglærte fra de lokale virksomheder besøger klasserne, tilføjer han.
/ritzau