23948sdkhjf

Virksomhed med over 150 medarbejdere solgt: - Giver de bedste forudsætninger

Investeringsvirksomheden Polaris har købt aktiemajoriteten i Sealing System. 

Det oplyser begge parter i en pressemeddelelse.

Sealing System, der har hovedsæde i Grindsted,  er en af de førende skandinaviske totalleverandører af automatiserede pakke- og palleteringslinjer samt intern logistik.

Virksomheden har omkring 155 medarbejdere og tilstedeværelse i Norge og Belgien udover Danmark. 

Ejerskiftet medfører ingen ændringer i den daglige ledelse eller organisationen, ligesom eksisterende kundeforhold ikke påvirkes. Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.

Sealing System har skabt en gennemsnitlig årlig vækst på 25 procent siden 2019 og leverede en omsætning på over 200 mio. kr. i 2022 med en driftsindtjening (EBITDA) på 20 mio. kr.

Det har fanget Polaris' interesse, fortæller Allan Bach Pedersen, Partner i Polaris.

-  Vi ser et stort potentiale i Sealing System, der er en veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere og en unik position i et attraktivt marked med gode vækstmuligheder. Virksomheden betjener allerede nogle af de allerstørste og mest kvalitetsbevidste selskaber i fødevaresektoren, i den bredere industri og inden for farmaceutisk industri, og vi ser frem til at samarbejde tæt med ledelse og medarbejdere om at udbrede Sealing Systems løsninger og fortsætte væksten i de kommende år, siger han.

Sealing System

  • Sealing System i Grindsted blev startet i 1998 af Rolf Tange og Kjeld Østergaard Jensen. I starten solgte firmaet foliemaskiner, deraf navnet Sealing System.
  • Fra 2003 lagde stifterne kursen om. Firmaet begyndte at udvikle pakke- og palletteringssystemer.
  • I dag fremstiller Sealing System komplette automatiske pakkesystemer til hovedsageligt fødevareindustrien, men også til andre industrier.
  • Virksomheden kalder sig et videnshus. Den centrale kompetence ligger i at udvikle og designe de automatiske pakkesystemer. En række maskiner bliver købt udefra. De fleste ståldele bliver købt hos danske underleverandører. Derefter bliver det hele samlet hos Sealing System.
  • Virksomheden har i dag omkring 155 medarbejdere.

Sealing System

Deler store ambitioner

Markedet for Sealing Systems løsninger ventes ifølge pressemeddelelsen at vokse i de kommende år.  Særligt med høje vækstrater i Danmark og en række europæiske markeder, hvor flere virksomheder fokuserer på at etablere automatiseret produktion for at forenkle forsyningskæden, øge effektiviteten og imødegå højere lønomkostninger. 

- Vi er glade for at byde Polaris velkommen og ser frem til partnerskabet, som vil give Sealing System de bedste forudsætninger for at udnytte vores mangeårige erfaring og indfri det vækstpotentiale, som vores branche byder på og vores virksomhed fortjener. 

- Vi får adgang til en værktøjskasse, som gør det muligt at styrke vores processer og ledelse, fokusere forretningen og foretage de rette strategiske investeringer, siger Rolf Tange, administrerende direktør og medstifter af Sealing System.

I forbindelse med handlen styrker Sealing System bestyrelsen med væsentlige kompetencer inden for industriel produktion med udnævnelsen af det professionelle bestyrelsesmedlem og forhenværende administrerende direktør i blandt andet SFK Leblanc og Tetra Pak Hoyer Equipment, Ib Nykjær, som bestyrelsesformand.

- Polaris deler vores store ambitioner for Sealing System og vil bidrage til udviklingen af virksomheden, så vi kan blive absolut førende på vores felt ved at holde fokus på vores gode kunder og samtidig gribe de store muligheder inden for vækstområderne i blandt andet den farmaceutiske industri og fremstillingen af bæredygtige fødevarer som insekter. Vi glæder os til at drive den udvikling sammen med Polaris og vores fantastiske medarbejdere, siger Kjeld Østergaard Jensen, salgsdirektør og medstifter af Sealing System.

Polaris

  • Polaris er en nordisk investeringsvirksomhed med hovedsæde i København, som investerer i og stiller kapital til rådighed for veletablerede mellemstore virksomheder i Norden. 
  • Polaris har siden 1998 rejst fem fonde med mere end 14 mia. kr. i kapitaltilsagn og fokuserer på virksomheder med vækst- og udviklingspotentiale. 
  • Polaris har til dato investeret i 51 virksomheder og foretaget 98 tillægsinvesteringer til porteføljevirksomhederne. 
  • Polaris ejer 15 virksomheder med en samlet omsætning på 6 mia. kr. og omkring 5.000 ansatte

Polaris

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095