Kåre er klar til at erobre verden med sin vaskerobot

I mange år har Kåre Knudsen arbejdet på en god ide. Hvad hvis man kan lave en robot, der kan bruges til indvendig rengøring af tanke og andet procesudstyr?
Robotten er nu blevet til virkelighed. Siden 2019 er han nemlig gået all in i virksomheden CIP Robotics.
For stort ressourceforbrug
Han er egentlig uddannet landbrugsmaskinmekaniker og sidenhen maskiningeniør, og ideen til robotten fik han, mens han var ansat i den rustfri stålbranche. Blandt andet hos Hammerum Stainless har han arbejdet med masser af procesudstyr til fødevare- og pharma-industrien.
I industrien har man været vant til at rengøre tanke efter en relativt gammel metode; en CIP-kugle (Cleaning In Place), hvor en spraykugle integreret i selve tanken sprøjter vand rundt, indtil tanken er rengjort indvendigt. Problemet er dog, at CIP-kuglerne ikke kan koncentrere rengøringen der, hvor der er mest beskidt, så derfor tager det relativt lang tid, før tanken er helt ren.
- Det er et kæmpestort problem, fordi der er alt for stort vandforbrug, når vi vasker i dag, og det bliver ikke rent til trods for det store vandforbrug. Der er også alt for stort forbrug af lud, syre, pumpeenergi, opvarmingsenergi for slet ikke nævne ventetid mellem batchene, fortæller Kåre Knudsen.
Ekstra rengøring hvor skidtet sætter sig
Hans ide er derfor i teorien relativt simpel; en robot der kan koncentrere rengøringen der, hvor man ved, at der samles mest skidt, og samtidig dokumentere, at den har været hele tanken rundt som planlagt. Og den er nu blevet til virkelighed.
Den er lavet med såkaldt pop in-teknologi, hvilket vil sige, at den kun er inde i tanken, når den er i brug, hvorefter den trækker sig ud og efterlader en glat tankvæg. I praksis får robotten en bane, som den skal følge for at kunne rengøre hele tanken for at sikre, at hele tanken rengøres, og der kommer ekstra fokus på de besværlige steder.
- Jeg kan hele tiden fintune mit program til det givne produkt og til det givne udstyr. Jeg kender jo min tank, så jeg ved godt, at der normalt er problemer ved for eksempel skueglasset, undersiden af røreværk eller ved studse og så videre. Det er der, at dagens CIP-udstyr har svært ved at gøre rent. Men vi viser bare robotten de besværlige steder – så kører vi for eksempel op til skueglasset, og så starter vi lige med at give det en ordentlig gang, så tager vi mandekarmen, så studse, og så kan vi ellers vaske resten på normal vis, hvor vi presser skidtet imod udløb – så det ikke selv skal søge ud, forklarer Kåre Knudsen, der pointerer, at robotten kan installeres i både nyt og eksisterende udstyr.
Ved at optimere vasken på denne måde kan man i nogle tilfælde spare op til 70 procent i forbrugsvarer, tid og energi, men det afhænger af, hvad tanken har været brugt til. Jo mere genstridige materialer, jo mere mening giver det at bruge robotten til rengøringen.
100 producent dokumentation
Det er dog ikke kun besparelserne, der skal sælge robotterne. Dokumentation er også et nøgleord. Når det drejer sig om fødevarer eller medicinalprodukter, er der nemlig høje krav til både kvalitet og sporbarhed nu om dage.
- Når der kommer en kunde til et mejeri, og siger, at de har fået dårlig mælk, og de er sikre på, at det kommer fra dem, så kan man gå ind og printe en log ud, hvor man kan se, at vasken har været gjort fuldstændig, som den skal. Du kan dokumentere vasken 100 procent. Det har de ingen chance for i dag. De kan godt måle, om der er kommet vand, lud, syre og alle de her ting til spraykuglen, og der har været tryk på pumperne, men problemet er, at spraykuglen kan have sat sig fast. Det er faktisk et problem, som de relativt tit støder ind i, og det kan vi så aflive fuldstændig, lyder det fra Kåre Knudsen.
Data forebygger nedbrud
Robotten samler konstant data, og de kan også bruges forebyggende, pointerer Kåre Knudsen.
- Robotten lagrer for hver vask en graf, fra din vask starter, til den slutter. Når den så har kørt for eksempel 200.000 vaske, så begynder den nye graf måske at afvige lidt fra den oprindelige graf, for nu har vi måske et slidt tandhjul, eller en motor der hænger lidt. Så kan jeg definere en tilladelig afvigelse, at hvis den afviger mere end for eksempel 0,2 procent, så vil jeg gerne have en alarm. Det vil sige, at jeg kan ringe og sige, at en af vores robotter er begyndt at afvige lidt. Der er ikke noget galt, den kører som den skal, men vi kan se, den trænger til en ny motor eller et nyt tandhjul, så vi kan skifte det, næste gang der er et stop. Vi kan med andre ord reparere robotten, inden den går i stykker, forklarer Kåre Knudsen.
CIP Robotics har allerede de første to robotter i drift hos et stort mejeri, hvor de vasker transportbånd i en lukket gang, og yderligere fire robotter skal i den kommende tid testes hos en stor enzymproducent.
Vi var på Foodtech-messen sidste år, og vi havde overvældende mange besøgende Kåre Knudsen, indehaver af CIP Robotics
Modtaget med begejstring
Det bliver da også fødevare- og pharma-industrien, der bliver første mål for Kåre Knudsen, som allerede har mærket rigtig stor interesse for robotten.
- Vi var på Foodtech-messen sidste år, og vi havde overvældende mange besøgende. Der var folk fra morgen til aften, og man må bare erkende, at de kom hen, kiggede op og så den her robot, der sad og kørte rundt i tanken, og de klappede i deres små hænder og sagde: ”Hvorfor har I først opfundet det her nu”? Det virker jo også ret åbenlyst, men der er jo åbenbart ikke nogen, der har formået at kombinere de her ting i ét, siger Kåre Knudsen.
Han vil dog ikke lade sig begrænse til fødevare- og pharma-industri. Robotten kan nemlig bruges overalt, hvor der skal en indvendig vask til.
- Der er mange, der begynder at spørge, om robotten kan anvendes i andre områder?: Kan I rense beton af med den? Kan I rense malingtanke? Kan I rense togtanke? Kan I vaske lagerrum? Vi skal selvfølgelig lige have lov til at se tingene an, men omvendt, robotten er jo fleksibel. Den er fuldstændig ligeglad med, om den sidder i en malingtank eller en anden tank. Så jeg tøver heller ikke med at sige, det kan vi godt, forklarer Kåre Knudsen.
- Det er selvfølgelig først og fremmest fødevare- og pharma-virksomheder, vi ringer til, men vi holder os heller ikke tilbage, hvis der kommer en anden case, slutter han.
CIP Robotics
- Grundlagt 2019
- CIP Robotics er grundlagt af Kåre Knudsen, som også ejer aktiemajoriteten
- De resterende aktier ejes af softwareprogrammør Steen Frydenlund, CEO og ejer af NSM, Lars Evald, salgschef Henrik Beck, sælger Thomas Shultz, og CEO hos Refshale Rustfri, Michael Pouls
- Derudover er Carl Larsen med som senior ingeniør og bestyrelsesmedlem
- CIP Robotics er blandt andet støttet med 500.000 kr. fra Innovationsfondens Innobooster-program og 600.000 kr. i SMV-Pro, Digital Omstilling og LAG