23948sdkhjf

Dansk Metal: Risiko for jobtab i dansk industri er stærkt overdrevet

Konsulenthus forudser massivt jobtab i dansk industri. Cheføkonom i Dansk Metal er dog langt fra så pessimistisk.
Hver femte arbejdsplads i dansk industri flytter til udlandet i løbet af de næste syv år. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra det amerikanske konsulenthus Boston Consulting Group.

Konsulenterne vurderer konkret, at op mod 64.000 job i fremstillingsindustrien vil gå tabt inden 2020, og årsagen er primært, at Danmark har tabt konkurrenceevne over for udlandet.

Cheføkonom i Dansk Metal, Allan Lyngsø Madsen, deler dog ikke de meget dystre forudsigelser:

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor udfordring at få skabt flere industrijob i Danmark. Vi har igennem flere år tabt flere job, end vi har skabt i industrien, forklarer Allan Lyngsø Madsen, men understreger, at Boston Consulting Group ikke har medregnet effekten fra den Vækstplan, som regeringen netop har fremlagt:

- Vækstplanen vil markant styrke danske industrivirksomheders konkurrenceevne, blandt andet fordi man afskaffer og reducerer en række afgifter – ikke mindst energiafgifter. Det er den helt rigtige medicin, og vil helt sikkert have en positiv effekt, som Boston Consulting Group ikke har med i sin analyse, siger Allan Lyngsø Madsen.

Han peger samtidig på, at det afgørende er at fastholde en højere produktivitet i Danmark:

- Vi har de seneste år set en meget positiv udvikling i produktiviteten i industrien her i Danmark. Danske medarbejdere er dygtige og meget effektive, og derfor lander danske virksomheder mange ordrer. Simpelthen fordi de har dygtigere og mere omstillingsparate medarbejdere. Det er og bliver vores vigtigste konkurrenceparameter, siger Allan Lyngsø Madsen og fremhæver, at regeringen i sin Vækstplan DK har afsat 1 mia. kr. til øget efteruddannelse:

- Der er ingen tvivl om, at mange af de ufaglærte job, vi i dag har i industrien, vil forsvinde, og de vil ikke komme igen. Derimod har vi gode chancer for at skabe nye job til faglærte og folk med højere uddannelser, forklarer Allan Lyngsø Madsen og opfordrer virksomhederne til at tænke produktivitet og efteruddannelse ind i deres strategier:

- Hvis man som industrivirksomhed i Danmark vil overleve i den internationale konkurrence, så bør man hver eneste dag arbejde med at forbedre produktiviteten. Og her er især to virkemidler effektive: Man skal inddrage medarbejderne i tilrettelæggelsen af arbejdsgangene og samtidig sørge for hele tiden at opgradere viden og kompetencer i virksomheden ved at arbejde systematisk med efteruddannelse, siger Allan Lyngsø Madsen.

Kilde: Dansk Metal

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096