Start eksporteventyret til USA
Ovenpå en finanskrise med relativt lave vækstrater, oplever den amerikanske økonomi igen positiv fremgang, hvilket giver grobund for danske virksomheders eksportmulighederne.
USA er Danmarks største marked uden for EU, når det gælder eksport af fysiske produkter og serviceydelser. Modsat det stagnerende europæiske eksportmarked, går amerikansk udenrigshandel i øjeblikket en lovende fremtid i møde. Der forhandles om et nyt transatlantisk frihandelsområde mellem EU og USA, og det skønnes, at en sådan aftale vil føre til en mærkbar positiv effekt på sammenhandelen mellem USA og EU.
Det amerikanske marked er Danmarks fjerdestørste eksportmarked, og Danmark nærmer sig dermed en samlet eksport til USA på 100 mia. kr. Eksporten til USA har været i kraftig vækst i de seneste par år, hvor danske virksomheder i 2012 har været i stand til at udnytte dette potentiale og den fordelagtige dollarkurs. Den samlede vareeksport forventes at vokse med omkring 25 procent i 2012, hvoraf maskiner og transport udgjorde 38 procent af vareeksporten til USA i 2012. USA er dermed dét af Danmarks store eksportmarkeder, hvor der i 2012 har været den største vækst i vareeksporten.
USA er fortsat verdens største og mest interessante industrimarked. Her produceres 21 procent af verdens samlede industrielle outputs. Den samlede amerikanske industrieksport anslås at stige med hele 13,5 procent i løbet af 2013. Stigningen er et solidt tegn på en positiv markedsudvikling, hvilket resulterer i øgede investeringer i blandt andet nyt produktionsudstyr.
Langt størstedelen af det amerikanske industrimarked er serviceret af små og mellemstore virksomheder. De fleste sektorer i amerikansk industri er ikke domineret af store spillere på markedet, og mange nicher er i den grad præget af europæisk kvalitetsudstyr. Amerikanske producenter anerkender også danske maskiner og den høje kvalitet, der bringes med.
Både på føderalt og statsligt plan er der store incitamenter for at støtte industrien, og derfor er der bestemt også plads til udenlandske innovative produkter. Der er store muligheder for danske producenter som kan levere disse produkter og dermed tage del i udviklingen af den amerikanske industri.