23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nyt EU-projekt skal samle viden om avancerede materialer

Teknologisk Institut udvikler AI-værktøj, der skal forbinde aktører på tværs af Europa.

Mange aktører i Europa arbejder med avancerede materialer, men det er vanskeligt at få et samlet overblik over de igangværende initiativer og kompetencer. Manglen på koordinering kan føre til dobbeltarbejde og spildte muligheder for samarbejde.

Det vil det nye EU-projekt InnoMatSyn rette op på, blandt andet ved at skabe et samlet digitalt overblik, så forskere, virksomheder og fonde lettere kan finde hinanden og samarbejde om fremtidens materialeløsninger.

- Vi har de seneste år set, at materialeøkosystemet i Europa ikke hænger sammen. Synergier forsvinder, og aktiviteter gentages, som kunne være undgået, siger Nikolaj Zangenberg, centerchef hos Teknologisk Institut - Materialer.

Han peger på, at arbejdet med avancerede materialer er afgørende for både grøn omstilling og europæisk konkurrenceevne:

- Materialer er en grundlæggende byggesten for næsten al teknologi. Hvis vi ikke får samlet kræfterne og skabt overblik, risikerer vi, at Europa sakker bagud.

Teknologisk Institut skaber overblik med AI

For at løse denne udfordring står Teknologisk Institut i spidsen for at udvikle et digitalt værktøj, der samler viden og gør det nemt at finde relevante aktører, projekter og materialekompetencer på tværs af Europa. Værktøjet bygger på kunstig intelligens og trækker på data fra både forskningsmiljøer og fonde.

- Vi udvikler et AI-værktøj, som kan forstå de mange forskellige materialetyper og koble viden på tværs af projekter, virksomheder og lande. Ambitionen er, at både forskere, industrifolk og finansierende fonde hurtigt kan tune sig ind på de rette aktiviteter og samarbejdspartnere og undgå at komme til at genopfinde den dybe tallerken, siger Nikolaj Zangenberg.

Når InnoMatSyn afsluttes i 2028, er forventningen, at de, der arbejder med avancerede materialer, får væsentligt lettere ved at orientere sig, tage kontakt og drage gavn af hinandens kompetencer.

- Vores mål er, at det bliver langt mere overskueligt og effektivt at samarbejde om materialeløsninger i hele Europa. Det kan styrke både innovationen og Europas position internationalt, siger Nikolaj Zangenberg.

Teknologisk Institut - Materialer
Kongsvang Allé 29
8000 Aarhus
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56976116

Kontaktperson

Nikolaj Zangenberg
Centerchef - Avanceret Karakterisering
+45 72202494 nzg@teknologisk.dk

Send til en kollega

0.031