23948sdkhjf
Del siden
Annonce

INSERVICE bakker op om lærlingens professionelle cykeldrøm

Tore Troelsen, i lære som industritekniker hos INSERVICE, sætter pr. 1. november 2024 sin uddannelse på pause for at forfølge drømmen om at blive professionel cykelrytter. Med solid opbakning fra både arbejdsplads og familie satser han nu alt på cykelsporten.

På landevejen mod Belgien

På en regnvåd landevej nær Sunds kæmper Tore Troelsen sig fremad, mens regnen falder tungt denne augustdag i 2023. Men trods de tunge stråler er hans fokus urokkeligt rettet mod watt-tallet på cykelcomputeren.

La Route des Géants nærmer sig, et vigtigt løb for unge ryttere, og med blot et par uger tilbage har Tore store ambitioner om at blive udtaget af juniorcykelholdet i Herning CK. For at nå målet er det afgørende, at han kan bestige den hårdeste stigning af dem alle – hans stramme skema.

”Min dag starter klokken 06, hvor jeg står op og tager på arbejde fra 07 til 15.30. Når jeg kommer hjem, er jeg typisk ude af døren igen klokken 16.30 og tilbringer tre timer på cyklen. Jeg er hjemme omkring klokken 20, spiser, tager et bad og går så direkte i seng,” forklarer Tore.

Som en del af en cykelfamilie nyder Tore stor opbakning hjemmefra, men det er ikke kun familien, der støtter hans ambitioner. Også hans arbejdsplads, INSERVICE, tøver ikke med at give ham den nødvendige fleksibilitet til at prioritere træningen, selv når det går ud over arbejdstiden.

”INSERVICE har altid været en kæmpe støtte, og der har aldrig været problemer med, at jeg kan gå lidt tidligere for at træne eller tage til løb. Alle her følger med stor interesse med i, hvad jeg laver, og min chef – ja, han kender mine resultater, før jeg selv når at fortælle ham om dem. Det er de perfekte rammer for mig,” fortæller Tore.

Udtagelsen: Et afgørende skridt

Med den stærke opbakning fra både familie og arbejdsplads i ryggen har Tore kunnet lægge et stort fokus på sin træning. Og det har båret frugt. Han er blevet udtaget til La Route des Géants. Nu har han mulighed for at vise sit talent på en større scene.

Tore kæmper sig på podiet

Vinden suser i ørerne, og dækkene ruller over den varme asfalt. Tore har siddet i udbrud hele dagen og har nu hentet en mindre gruppe foran. Kemmelberg venter forude – en brutal stigning med brosten og stigningsprocenter på op mod 25 %. Kramperne truer i benene, men hans fokus er urokkeligt. Kilometerne tikker ned, og med kun få kilometer til mål er han stadig med i front. Det er nu, det gælder.

Tore har ikke altid kunnet måle sig med sine konkurrenter. Siden han begyndte at cykle som 8-årig i Herning CK, har han måttet arbejde ekstra hårdt. Hans krop udviklede sig langsommere end de andre ryttere på hans alder, og det krævede en enorm indsats at holde trit med dem. Men med familiens konstante opbakning og støtte har han altid haft modet til at fortsætte – en indsats, der nu begynder at bære frugt.

”Da min krop endelig begyndte at udvikle sig på niveau med de andre, fik jeg en fordel, fordi jeg har været vant til at knokle hårdere end de fleste. Siden jeg var 8 år gammel, har jeg arbejdet mere målrettet end mange af mine konkurrenter,"  erindrer Tore.

Tore er ikke kendt som en sprinter, men da spurten sætter ind, reagerer kroppen automatisk. Han giver alt, hvad han har, og ser, hvordan han kører konkurrenterne bagud. Med et sidste kraftudbrud kaster han cyklen over målstregen – en forbløffende andenplads. 
Udmattelsen rammer ham med det samme. Han falder til jorden, ude af stand til at holde følelserne tilbage.

”Det var bare megastort,” fastslår Tore.

På podiet fejrer Tore sin velfortjente andenplads, mens drømmen om en professionel karriere begynder at tage form. Ønsket om at blive professionel cykelrytter er nu stærkere end nogensinde, men for at nå sit mål har han brug for den fortsatte støtte fra sit bagland og et større cykelhold, der kan hjælpe ham videre på rejsen.

Tilbage på landevejen mod en professionel fremtid

Tilbage i de vante rammer og med hverdagen på plads, samler Tore mod til sig og kontakter Team ColoQuick. Heldigvis falder hans timing perfekt, da holdet har en åben plads til ham i den kommende sæson. Efter et år med intens træning og løb står det klart for både Tore, hans agent og Team ColoQuick, at det er nu eller aldrig. Det er tid til at satse alt på drømmen om at blive professionel cykelrytter, men han kan ikke gøre det alene.

”Det er afgørende at have mine forældres opbakning. Uden muligheden for at bo hjemme ville det slet ikke hænge sammen økonomisk. Jeg har også en enorm støtte fra INSERVICE, og hvis drømmen ikke går i opfyldelse, kan jeg altid vende tilbage og færdiggøre min uddannelse som industritekniker,”  forklarer Tore.

Tore går fuldtid med cykelsporten

Den 1. november 2024 markerer et vendepunkt for Tore, når han stopper hos INSERVICE og officielt satser alt på sin cykelkarriere. Han går fuldtid med sporten, og det er nu, at den virkelige rejse mod professionel cykling begynder. Selvom det stadig er uvist, hvad cykelkarrieren bringer i fremtiden, er Tore fast besluttet på at vise, hvad han kan. Med blikket rettet mod de internationale løb håber han på at skabe resultater, der kan åbne døre til en større karriere.

”Det vigtigste for mig er at kunne se tilbage om 10 år og vide, at jeg greb chancen, da den var der,”  fastslår Tore

Tilbage på landevejen nær Sunds, et år efter La Route des Géants skinner solen fra en skyfri himmel, mens Tore træder rytmisk i pedalerne. Landskabet, som engang var scenen for hård træning og kampen for at blive set i cykelsporten, føles nu som begyndelsen på noget endnu større. Denne gang er det ikke bare watt-tallene, han holder øje med. Det er drømmen om at bryde igennem som professionel cykelrytter, der driver ham frem.

In-Service
Alskovvej 47
7470 Karup J
Viborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26988438

Kontaktperson

Karsten Bækgård
Administrerende direktør
+45 40337604 kbn@in-service.dk

Send til en kollega

0.047