Tæt samarbejde med RIVALs robot ”Robert”
Maskinarbejder Jesper Spee har nu gennem flere måneder arbejdet tæt sammen med RIVALs robot ”Robert”. Samarbejdet kræver sikre processer og solid dokumentation for at give det optimale udbytte.
Hos RIVAL har Jesper Spee det daglige ansvar for at planlægge bearbejdningsprocesser med ”Robert”. Indledningsvist tager jeg oftest en snak med vores værkfører Glenn eller min makker Allan om, hvordan vi bedst griber opgaven an,” siger Jesper. ”Det er vigtigt, vi får tilrettelagt bearbejdningsprocessen, så emnet et 100 % færdigt, når det forlader MAZAK bearbejdningscenteret. Det giver den mest kostoptimale løsning for både kunden og RIVAL.”
Godt forarbejde
Jesper bruger således gerne mange ressourcer på at planlægge et bearbejdningsforløb. Specielt når der arbejdes med emner, som kunden har indgået en rammeaftale med RIVAL om, er der god mening i at investere i en rigtig opstart. ”Glenn, Allan og jeg tager altid et grundigt kig på kundens tegninger og tolerancekrav, og med udgangspunkt i vores mangeårige erfaring udarbejder vi en plan for, hvordan bearbejdningsprocessen kan forløbe mest optimalt. Det kan i visse tilfælde kræve indkøb af nyt værktøj, hvilket vi gerne investerer i, når det drejer sig om længerevarende
kunderelationer.”
Styr på dokumentation
Ved opstart på et nyt emne udarbejder Jesper desuden en grundig dokumentation, som både på skrift og i billeder dokumenterer hele bearbejdningsprocessen. ”Dokumentationen gør det væsentligt nemmere næste gang, vi skal producere et emne, som vi tidligere har bearbejdet,” siger Jesper. ”Processen stopper aldrig. Vi ser kontinuerligt på, hvordan vi kan fintune en bearbejdningsproces – også når vi har produceret de første 500 styk af et emne. Det handler konstant om at spare tid og gøre processen bedre og mere effektiv. Hermed får vi også bedre muligheder for over tid at nedsætte kundens pris pr. emne.”
100 % selvkørende
Planen er, at ”Robert” over tid skal blive 100 % selvkørende, så Jesper kan igangsætte en produktion med ”Robert” og efterfølgende selv koncentrere sig om opgaver, som kræver hans spidskompetence og store erfaring, samt at han kan sætte ”Robert” i gang med at arbejde, når han selv tager hjem sidst på eftermiddagen.
Serieproduktion til UG
”Som en del af dette arbejde ligger også, at vores kunder skal vide, at vi kan håndtere den slags produktion til UG, og at de får hele RIVAL-pakken med hver gang,” siger direktør Carsten Tønnes. ”Vores salgsfolk gør en rigtig stor indsats i den forbindelse og får flere og flere ordrer med hjem, som er meget velegnede til ”Robert”. Vi udvikler konstant RIVAL og vores værditilførsel til kunderne. Her er dette tilbud en vigtig parameter.”