RIVAL finder de rigtige medarbejdere
I en tid, hvor der forsat er arbejdsløshed i Danmark, klager flere danske virksomheder paradoksalt nok over ikke at kunne finde nye medarbejdere. Men det gælder ikke hos RIVAL. Her finder man de rigtige medarbejdere, når der er brug for dem.
Det er ikke fordi, man ikke er kræsne hos RIVAL, når der søges nye medarbejdere. Tværtimod. Nåleøjet hos produktionschef Heino Pedersen er meget lille.
Moderne håndværkere
”Vi er i den heldige situation, at der kommer rigtig mange ansøgninger, når vi har en ledig stilling i produktionen,” siger Heino Pedersen. ”Samtidig har vi et bredt netværk i branchen og ”rygtet” om, at vi søger medarbejdere spreder sig ofte blandt potentielle medarbejdere og giver yderst kompetente ansøgere.”
RIVALs krav til nye medarbejdere er store. Her går man efter den moderne håndværker, som både har de rigtige faglige kompetencer, og samtidig er en rigtig håndværker, som kan bruge hænder og hoved til at tænke nye og alternative løsninger.
”Og de medarbejdere hænger ikke på træerne,” siger Heino Pedersen. ”Men det er min vurdering, at det efterhånden er kendt i branchen, at vi stiller disse krav, og samtidig har spændende opgaver og en anderledes kultur at tilbyde de nye medarbejdere. Det tiltrækker de ”rigtige”.”
Bevidst branding
Hos RIVAL har man bevidst arbejdet med at udbrede kendskabet til virksomhedens kompetencer, opgaver og kultur. ”Det er både for at gøre os attraktive hos potentielle kunder og potentielle medarbejdere,” siger adm. direktør Henrik Holvad fra RIVAL.
”Det er lykkedes os at udbrede kendskabet til, at vi er en anderledes maskinfabrik, og det har flere moderne håndværkere lyst til at være en del af. For os er de rigtige medarbejdere afgørende for, at vi fortsat kan have succes med at levere til de krævende kunder i primært olie- og gasindustrien.”
Forskelligt erfaringsgrundlag
De senest ankomne medarbejdere hos RIVAL er Allan og Andreas. De kommer med hver deres baggrund, men begge er de kommet gennem nåleøjet hos Heino Pedersen.
Allan har arbejdet de sidste 10 år med Mazak Integrex maskiner, som også er en væsentlig del af maskinparken hos RIVAL. Hertil kommer, at han har de rigtige kompetencer til at kunne tænke som den moderne håndværker, hvilket har været afgørende for, at han og RIVAL fandt sammen.
Andreas kommer med en lidt anden baggrund. Han er udlært hos RIVAL tilbage i 2009 og valgte herefter at søge udfordringer udenfor RIVAL. Han har gennem de seneste år arbejdet med at tænke kreative og nye produktionsprocesser primært til serieproduktion for efterfølgende at implementere dem.
”Både Allan og Andreas er netop den type moderne håndværker, vi går efter,” siger Heino. ”Hvor Allan også har erfaringen med omkring Mazak Integrex, skal Andreas nu til at lære at arbejde med den avancerede multi-tasking maskine. Her er han i gode hænder i sin gruppe, hvor der er andre mere erfarne medarbejdere, han kan samarbejde med.
Motiverende dagligdag
”Vi er åbne for begge muligheder,” siger Heino. ”For os handler det, som nævnt, primært om, at vores medarbejdere har den rette forståelse for de emner, vi skal producere, forstår situationen hos kunden og tager ansvar for at finde den rigtige løsning. Netop de medarbejdere er med til at skabe værdi for kunden og RIVAL og en motiverende dagligdag for den enkelte medarbejder. Vi er glade for at have flere håndfulde af dem hos RIVAL i dag.”