Videnpilot styrker konkurrenceevnen
Maskinfabrikken RIVAL står stærkere i konkurrencen efter ansættelse af videnpilot, vurderer virksomhedens direktør, som med succes markedsfører videnpilotens kompetencer.
Regeringen giver på den kommende finanslov et løft til videnpilotordningen. Erfaringerne med ordningen er så gode, at man ønsker at fastholde og udbygge ordningen. Regeringen afsætter yderligere 88 millioner kroner til ordningen, der giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at søge tilskud til ansættelse af en højtuddannet medarbejder – en videnpilot.
Videnpiloten skal gennemføre et konkret udviklingsprojekt, der skal bidrage til at styrke virksomhedens innovations- og vækstpotentiale.
Hos Maskinfabrikken RIVAL ansatte man for knap seks måneder siden civilingeniør Esben Sarenbæk som videnpilot under ordningen. Ud over det projekt, som er hans hovedbeskæftigelse, er han blevet en værdifuld sparringspartner for flere kunder og medarbejdere hos RIVAL.
Kompetencer ud over det forventede
Salgschef hos RIVAL Christian Aarup ser det som et stort plus, at Esben er hos RIVAL. ”Det er en rigtig stor fordel for os at kunne tilbyde kunderne Esbens kompetencer i samspil med de øvrige medarbejderes,” siger Christian.
”Kunderne har berettiget store forventninger til RIVALs kvalitet og kompetencer, men det, at vi også kan gå dybt ind i udviklingsprojekter og procesoptimering samt tilbyde flere tests løbende i udviklingsprocessen, ligger ud over deres forventninger til os og er en klar konkurrencemæssig fordel,” siger Christian.
Understøtter svære valg
”De kompetencer Esben kommer med, bakker i høj grad også op om vores fokus på innovation og kvalitet i alle hjørner af produktionen,” siger adm. direktør Henrik Holvad.
”Med Esbens assistance har vi hjulpet flere kunder med at vælge ”til” eller ”fra”, når der skulle træffes beslutninger om at gå videre med et nyt projekt. Et ”nej” til at gå videre kan også være meget værdifuldt.”
RIVAL = Esbens drøm
For Esben er ansættelsen hos RIVAL en drøm, som går i opfyldelse.
”Det har altid været mit store ønske at komme til en mellemstor produktionsvirksomhed,” siger Esben Sarenbæk. ”Jeg kom med forventninger om at få lov at være med i processerne mange steder i virksomheden og dermed prøve en masse forskelligt.”
Og netop sådan er forholdene for Esben hos RIVAL. Ud over det større projekt, som han bruger meget af sin tid på, er han sparringspartner for både salg, udvikling og produktion hos RIVAL. Esben har sat flere gode fingeraftryk både internt i virksomheden og hos flere kunder.