23948sdkhjf

Rigprojekter giver travlhed i Semco Maritime

Semco Maritime har travlt som aldrig før med opgradering af borerigge. På virksomhedens nye faciliteter i Esbjerg Havn.
Semco Maritime og Esbjerg Havn oplever denne sommer et sandt boom i antallet af ombygninger og reparationer af borerigge fra Nordsøen. I øjeblikket er Semco Maritime i gang med opgradering af tre jack-up rigge på samme tid i Esbjerg, og i løbet af sommeren følger yderligere tre-fire rigprojekter på virksomhedens nye faciliteter i havnen.

Semco Maritime tog i efteråret 2011 nye og større faciliteter til rigprojekter i brug på et 10.400 kvadratmeter stort område på Esbjerg Havn. Faciliteterne lever op til de højeste miljømæssige standarder og giver sammen med en kraftigt udvidet stab Semco Maritime langt større kapacitet til rigopgaver.

Vil være den foretrukne leverandør
Samtidig har Semco Maritime øget sit strategiske fokus på rigområdet med en ambition om at være den foretrukne leverandør til operatører i hele Nordsøen. Det giver nu kontante resultater i form af flere opgaver i blandt andet Esbjerg.

- Vi har stor succes på markedet for rigprojekter i Nordsøen, og denne sommer bliver der virkelig trængsel på vores faciliteter i Esbjerg Havn. I løbet af juni-juli kan der, hvis tidsplanerne holder, være udsigt til, at man vil kunne se fem rigge i havnen på samme tid, hvilket vi aldrig har oplevet tidligere, siger Hans-Peter Jørgensen, senior vice president, Semco Maritime.

Jack-up riggene, som Semco Maritime skal udføre opgaver på, kommer fra selskaber som Ensco, Maersk, Northern Offshore, Prosafe og Transocean.

Der er typisk tale om rigge, der skal gennemgå lovpligtige kontroller, og i samme ombæring gennemføres forskellige reparationer, ombygninger og opgraderinger, mens riggene er i havn. Den samlede opgave på hver rig varer i gennemsnit 25-45 dage og involverer op til 180 medarbejdere.

Rigprojekter for en halv milliard
Globalt forventer Semco Maritime i 2012 at udføre rigopgraderinger for op imod 500 mio. kr., heraf hovedparten i landene omkring Nordsøen.

- Inden for de seneste to år har vi for alvor positioneret os som en førende aktør inden for rigprojekter – især i Nordsøen, hvor vi er aktive i både Danmark, Norge og Storbritannien. Vi har udsigt til endnu flere rigprojekter i blandt andet Esbjerg, inden året er omme, og vi forventer fortsat stor aktivitet i de kommende år, siger Hans-Peter Jørgensen.

Tidligere på året opkøbte Semco Maritime virksomheden Capelrig i Skotland som et led i strategien om at være den førende leverandør inden for ombygning og reparation af jack-up rigge i Nordsøen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144