23948sdkhjf

Nyt dansk jernstøberi ser dagens lys

Ferrofoss og Disa åbner sammen dørene til et nyt jernstøberi i Borup på Midtsjælland onsdag den 31. august.
Ferrofoss ejes af familien Wolff-Petersen, som også står bag GH Form, der leverer designede produkter til byens rum.

Afsætningen af produkterne fra det nye støberi skal ske i tæt samarbejde med GH form, mens drift og vedligehold varetages af Disa. Det er et nyt forretningsområde, som Disa ønsker at udvikle globalt.

Udfordrer Asien
Dermed tager Ferrofoss konkurrencen op med støberier i Asien. Det er muligt, fordi produktionen er stærkt automatiseret, og der er god adgang til råvarer i nærmiljøet i form af genbrugsjern.

- Vi har en tro på, at kunderne i vores nordeuropæiske nærområde foretrækker en lokal leverandør med en stærk miljøprofil, og som er konkurrencedygtig med støberierne i Østen. Bæredygtighed får større betydning for kunderne, kan vi se. Også det taler for at få produceret tæt på og dermed minimere den miljøbelastning, som transport medfører, siger støberiingeniør Christian Wolff-Petersen, som er administrerende direktør for Ferrofoss.

- Samtidig betyder det meget for os, at vi er med til at holde produktudviklingen hjemme i Danmark. Hvis industriproduktionen forbliver i Asien, så tror jeg også, at de videnstunge arbejdspladser rykker derud. Produktion og produktudvikling hører uløseligt sammen. Derfor er vi nødt til at få nogen produktion tilbage, hvis vi skal skabe vækst i vores del af verden. Samtidig har det også en værdi, at vi kan vise blandt andre arkitektstuderende, hvordan denne produktion foregår. Flydende, rødglødende jern er et syn, du aldrig glemmer, siger Christian Wolff-Petersen.

Fuldautomatisk støbelinje
Ferrofoss er bygget op omkring en fuldautomatisk Disamatic støbelinje, et Disa 130-A formanlæg, med modelplan på 480x600 mm. De færdige emner – eksempelvis ventiler, pumper og riste – produceres med stor præcision og tolerance. Anlægget kan støbe 340 forme i timen - det er Nordens nyeste, købt på et svensk støberi der lukkede i 2009. Siden er det nye støberi blevet bygget op i eksisterende bygninger på Bækgårdsvej i Borup – dør om dør med GH Forms domicil.

Anlægget er installeret i tæt samarbejde med Disa, og det bliver også Disa, der skal drive og vedligeholde støberiet. Det er et nyt forretningsområde, som Disa venter sig meget af, fortæller Morten Bechlund, vice president operational management:

- Vi har i mange år leveret støberiudstyr til kunder verden over. Det har fået os til at gennemtænke et strategisk perspektiv, hvor vi også breder os ud på servicemarkedet, ligesom eksempelvis FLSmidth har gjort med stor succes. Hvorfor begrænse os til at sælge og levere nye støberimaskiner, når vi også har ekspertisen til at drive og vedligeholde dem for kunderne?

- Vi har fem mand placeret hos Ferrofoss i Borup, men kan også overvåge maskinen her fra vores hovedkontor i Herlev. Ferrofoss er vores pilotprojekt inden for Managed Operations, altså drift og vedligehold, men vi vil tage konceptet videre og gøre det til en global succes, siger Morten Bechlund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079