23948sdkhjf

Salg af robotsvejsere stormer frem

Inrotechs salg af svejserobotter er øget med mere end 50 procent på et år, og firmaet er på vej ind i nye brancher

Inrotechs svejserobotter sælger stadigt bedre.

Odense-firmaets omsætning er vokset med omkring 50 procent fra de knap 22 mio. kr, der blev omsat for i 2016/2017.

Inrotech udvikler og sælger svejserobotter, der er i stand til selv at se, hvor på en konstruktion de skal svejse, og firmaet er en af de nominerede til årets Dira-pris.

- Vi håber at krydse en omsætning på 50 mio. kr i det regnskabsår, som lige er begyndt, så vores økonomi ser fornuftig ud, siger salgsdirektør Morten Arndal Nielsen.

Begyndte på værfterne
Firmaet startede med at levere svejserobotter til værftsindustrien, eksempelvis i Kina, Storbritanien og Spanien. Men de sidste par år har Inrotech også solgt systemer til andre industrier.

- Vi har blandt andet fået ordrer fra en stor international kranproducent og fra en stor leverandør til vindmølleindustrien, siger Morten Arndal Nielsen.

- Skibsværfter er nok den største branche for os nu, men vi begynder at sprede os til mange andre industrier. Det er en del af vores plan, siger han.

Inrotech er på et par år vokset fra godt 10 medarbejdere til nu 30. Derfor er virksomheden denne sommer flyttet til nye, større lokaler i industrikvarteret Tietgenbyen i Odense.

- Vi har fået større og bedre lokaler både produktionsmæssigt og kontormæssigt. Vi har nu syv mand i produktionen. Den afdeling, som er vokset mest, er softwareafdelingen, siger Morten A. Nielsen.

Inrotechs software analyserer data fra scannere og sensorer for at afgøre, hvor der skal svejses og hvordan. Derfor er software en afgørende del af produktet.

I produktionen har firmaet for nyligt ansat ingeniør Henrik Lenskjold som operation manager med ansvar for al produktionsplanlægning og indkøb. Han har tidligere været udviklingsdirektør hos Louis Poulsen.

Standardprodukter
Inrotech har hidtil opbygget sine svejserobotter efter ønsker fra de enkelte kunder, og kun i mindre omfang bygget standardprodukter, men visionen er, at virksomheden fremover skal have størstedelen af salget fra standardprodukter.

- Standardprodukter er lettere at sælge, og vi kan bedre skaffe os en stor volumen. Vi vil gerne have størstedelen af salget fra standardprodukter og en lille del af salget fra kundetilpassede produkter. Men i dag er det omvendt, siger Morten Arnfred Nielsen.

Han oplyser, at Inrotech vil lancere nogle nye standardprodukter i slutningen af i år eller i starten af næste år.

Inrotech er blandt de tre nominerede til Diras Automatiseringspris, der uddeles på messen Automatik i Brøndby Hallen. Prisen uddeles 11. september.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141