23948sdkhjf

Ny verdensklasse-maskine hos Olsen Metal

Rødovre-virksomheden har investeret i Danmarks kraftigste maskine til metaltryk.
En lille ny er kommet til i maskinparken hos Olsen Metal – eller en stor ny, hvis det skal være helt korrekt.

For dels er der tale om en markant forøgelse af fabrikkens trykkapacitet, og dels er Olsen Metal den første producent i hele verden, der har fået netop denne type maskine.

Med fra start
- Vi har været med som pilotkunde i udviklingen hos den maskinleverandør, der har bygget den, så det er den første maskine af sin art, der er blevet bygget, forklarer Stig Nalbandian, administrerende direktør for Olsen Metal.

Maskinen kan trykke stålplader i en tykkelse op til 10 mm og med en diameter op til 1.200 mm, og dermed er der tale om en væsentlig forøgelse af fabrikkens kapacitet.

- Når vi taler kraftkapacitet, har vi øget kapaciteten med 50 % i forhold til den største maskine, vi havde før. Derudover kan vi med den nye maskine lave utroligt flotte overflader og kan maskinbearbejde i samme operation, hvor vi tidligere måtte bearbejde i flere operationer. Desuden er den udstyret med måleudstyr, så den selv kan klare kontrolmålinger, siger Stig Nalbandian.

Led i lean-produktion
Også på andre punkter forventer han sig dog meget af den nye maskine, idet den er et led i en øget automatisering af fabrikken.

- Der er lagt meget vægt på omstilling. Vi kører lean-produktion, og på denne maskine programmeres alle funktioner, hvilket betyder, at vi kan skifte om på bare 10 minutter, hvor vi tidligere brugte halvanden time. Det har vi valgt for at blive mere fleksible og skabe kortere produktionstider, lyder det fra Stig Nalbandian.

Det sjællandske metaltrykkeri er i øvrigt lige blevet kåret som ”foretrukken leverandør” for andet år i træk af komponentproducenten Emerson.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063