23948sdkhjf

Ib Andresen Industri giver produktionen et løft

Det sker i samarbejde med Salvagnini og med fokus på hele den stålbearbejdende proces.

Maskinparken hos Ib Andresen Industri bliver udvidet med en fiberlaser med pladetårn og en automatisk plukkeenhed og 320T kantpresse med håndteringsrobot. Det skriver Ib Andresen Industri i en pressemeddelelse.

- Maskinerne er købt med det formål at øge både kapacitet og kapabilitet samtidig med, at vi forbedrer vores produktivitet og konkurrenceevne. De bliver en del af et meget effektivt flow, som kan realiseres på eksisterende og nye kunder, fortæller Brian R. Knudsen, plant manager hos Ib Andresen Industri.

Ib Andresen Industri investerer et tocifret millionbeløb i maskinerne. De bliver en del af en helhedsorienteret tilgang, der skal styrke synergierne i hele bearbejdningsprocessen fra indlæsning af 3D-tegninger til levering ude hos kunderne. Brian R. Knudsen tilføjer:

- De nye maskiner gør det ikke alene. Salvagnini har været gode til at forstå den helhed, maskinerne kommer til at indgå i, hvorfor forventningerne er store. De har gjort det samme, som vi selv gør, når vi sidder over for kunder, nemlig lyttet og rådgivet med henblik på at sikre os den bedst mulige løsning.

Selve konceptet, som Ib Andresen Industri arbejder efter, forbliver det samme. Her er det blandt andet mulighed for coils på lager og eget stålservicecenter.

Salvagnini: Konceptet bygger på en automatiseret løsning
- Kontinuitet og fleksibilitet er to særdeles vigtige begreber ved automatisering af en proces, der skal kunne tilgodese behovet ved en leverandør. Den rå maskinkraft kan langtfra gøre det, selvom der hos Ib Andresen Industri ovenikøbet er valgt den største og mest effektfulde laserskærer, der produceres hos Salvagnini, fortæller Bernhard Jessen, sales manager hos Salvagnini.

Det drejer sig om at holde processen i gang, også selvom der sker omstillinger hele dagen lang. Et tabt kvarter ved omstilling mellem korte serier får rentabiliteten af en maskine til at være mærkbar ringere. Det er her, hovedfokus er lagt på konfigurationen af den nye FMC-produktionscelle i Ib Andresen Industris laserafdeling.

Er serien større, kan cellen klare sig selv over længere tid, og efterfølgende udsortering af skårne emner sker med MC-plukkerobotten. Det øger konkurrenceevnen overfor konventionelle metoder, hvor mandskab efterfølgende sorterer emner fra restgitteret.

Systemet er udstyret med et bufferlager af materialer i størrelsen 4x2 meter samt automatisk dyseskift, så systemet kan holde sig selv kørende, selvom der skal skiftes bearbejdning på ubemandede skift. Dette lasersystem er det største, Salvagnini til dato har leveret i Skandinavien.

Den robotiserede kantpresse, ”RoboFormer”, er ligeledes den største af slagsen, Salvagnini til dato har leveret på det skandinaviske marked. Her er tale om en 5,1 meter kantpresse med en pressekraft på 320 ton. Håndteringsrobotten, som har syv akser og kan bevæge sig selv parallelt til kantpressen, har en håndteringsvægt på hele 180 kg.

Her er i særdeleshed lagt vægt på geometrisk fleksibilitet, så systemet kan håndtere så mange emner som muligt, også selvom kompleksitet, størrelse og vægt af emner gør det vanskeligt at producere disse på traditionel vis. Pressen er udstyret med seneste udviklinger, såsom MAC 2.0-teknologien, der dynamisk justerer bomberingsaksen allerede under første buk i emnet.

Målet er, at materialeafvigelser i tykkelse og styrke opdages, før første buk er gennemført. En automatiseret proces er i sagens natur ikke konstant overvåget. Det betyder selvfølgelig, at sådanne udsving får betydelig påvirkning på seriens ensartethed. Det er her, AMS-vinkelmålesystemet sammen med MAC 2.0-teknologierne gør en væsentlig forskel.

Dette system kommer til at stå side om side med en tidligere leveret RoboFormer kantpresse- og robotløsning, som Ib Andresen Industri har haft i drift i efterhånden mange år. Et rundbordsystem, som på daværende tidspunkt blev udviklet til Ib Andresen Industri, kommer også på denne nye maskine til at være en integreret del af cellen.

Dette system giver muligheden for at bygge stabler af emner op, selvom der imellem emnerne skal lægges for eksempel træpinde. Hver gang der er lagt et lag på stakkene, roterer bordet ud til mellemlægning af træpinde. Imens dette sker, stables næste lag på den anden side af rundbordet. Igen en løsning, som skaber kontinuitet i processen, uden at det går ud over fleksibiliteten.

/he

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157