23948sdkhjf

Automatik 2016 sparket i gang

Tirsdag morgen blev årets Automatik-messe åbnet i Brøndby Hallen.
173 udstillere er på plads i Brøndby Hallen de næste tre dage for at vise de seneste løsninger inden for den danske automationsbranche.

Dermed kan MCH Messecenter Herning, der står bag messen endnu engang melde alt udsolgt og der er endda lykkedes at klemme et par ekstra udstillere ind i forhold til sidste år.

Tirsdag klokken 8.30 blev de første gæster lukket ind, efter at messen officielt var blevet åbnet. Den tjans havde formand for Ingeniørforeningen IDA, Thomas Damkjær Petersen, fået i samarbejde med projektchef Mona Jakobsen fra MCH og Allan Nelbom, der udover at være division manager hos Fritz Schur Teknik, også er formand for Bitva, der er medarrangør af messen.

Flere rekorder
Fra messearrangørernes side hæftede Mona Jakobsen sig ved, at årets messe slår flere rekorder – ikke mindst på udstillertallet.

- Vi tror, at det der ligger bag Automatik-messens succes er, at den fra begyndelsen har haft sit helt eget koncept, sagde Mona Jakobsen, der tilføjede at cirka 75 procent af branchen var samlet på årets messe.

Hun kunne samtidig melde om 900 forhåndstilmeldte besøgende – hvilket lige som udstillerantallet er rekord.

Det bedste og nyeste
Allan Nelbom fra Bitva pointerede, at der traditionen tro er tale om en meget intim messe med små stande. Han erklærede sig på den baggrund stolt over det høje niveau, messen har.

- Udstillerne har haft meget svære valg, med hvad der skal vises, og hvad der er plads til. Det betyder, at det kun er det bedste og det nyeste, der er med, sagde Allan Nelbom.

Han betonede især årets fokus på Industri 4.0 som er et af messens hovedomdrejningspunkter.

- Industri 4.0 kommer de kommende år til at stille store krav til hele industrien og især automationsindustrien, sagde Allan Nelbom.

Robotterne kommer
Han understregede, at automation og robotter gør deres indtog i flere og flere dele af vores dagligdag, men selvfølgelig også i industrien.

- Den øgede automatisering betyder også, at flere af de danske virksomheder, der tidligere flyttede deres produktion til lavlønslande, nu flytter tilbage, sagde Allan Nelbom.

Han udtrykte på den baggrund stor optimisme for fremtiden og glædede sig også over, at Industri 4.0 har fået politisk opmærksomhed.

- Dette skal ikke afholde industrien fra at hæve produktiviteten. Det kan ske ved at investere i unge mennesker og i ny teknologi, sagde han.

Industri 4.0 er omdrejningspunktet
Den officielle åbning stod formanden for Ingeniørforeningen IDA, Thomas Damkjær Petersen, for. Også han hæftede sig ved at Industri 4.0 står for døren.

- Vi står foran en tid, hvor robotter kan meget. Nogen kan flyve, og nogen kan kommunikere med andre robotter. Vi står foran den fjerde industrirevolution, og det betyder muligheder for dygtige mænd og kvinder, sagde han.

- Alle undersøgelser viser, at vi har skabt et godt grundlag for at træde ind i den fjerde industrielle revolution. Danmark er en af de lande der har flest robotter. Vi er ikke helt på niveau med Korea og Japan og ligger også efter et land som Tyskland, men vi indtager en flot sjetteplads, sagde Thomas Damkjær

Potentiale for mere automatisering
Han understregede dog at de mange robotter der allerede er installeret i industrien ikke skal blive en sovepude.

- Vores undersøgelser viser potentiale for at automatisere mere, pointerede Thomas Damkjær.

- Hvis danske virksomheder gennemfører alle de automatiseringsprojekter, der er rentable inden for bare to år vil vi øge produktiviteten med 18 procent, sluttede han, inden han officielt erklærede messen for åben.

Artiklen er en del af temaet Automatik 2016.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.411