Danfoss-topchef svinger kreditkortet i stor stil
Amerikansk hydraulikvirksomhed følger Sondex ind i koncernen
- White Drive Products står meget stærkt i USA og Kina, mens vi er førende i Europa. Så med opkøbet bliver vi simpelthen markedsleder i de tre regioner i verden, hvor det er vigtigt at være, siger Niels B. Christiansen til Finans om opkøbet af den amerikanske hydraulikvirksomhed White Drive Products.
Sædvanen tro skilter Danfoss ikke med købsprisen, men den sønderjyske koncernchef erkender, at han med det amerikanske opkøb har brugt i omegnen af 2 milliarder kroner den seneste uges tid.
Dermed tegner der sig et billede af, at Niels B. Christiansen har betalt knap 1 milliard kroner for den familieejede virksomhed med hovedkvarter i delstaten Kentucky.
700 nye ansatte
Foruden en styrket global markedsposition for hydrauliske løsninger til arbejdsredskaber får Danfoss også 700 ansatte og en årlig omsætning på knap 700 millioner kroner med i købet.
Trods to opkøb på under en uge til op mod to milliarder kroner lægger den 50-årige topchef ikke skjul på, at han har mod på mere og henviser til, at den danske industrigigant årligt har tre-fire milliarder kroner til opkøb.
- Det er klart, at vi har en pipeline af virksomheder, som vi har kig på, siger Niels B. Christiansen til Finans.
Link til artiklen: http://finans.dk/finans/erhverv/ECE88433...