23948sdkhjf

Hosta Industries satser stort på Norge

Salg til Norge skal fremover fylde mere hos den nordjyske underleverandør, der opruster medarbejderstaben på baggrund af forventninger om øget salg.
Hosta Industries, der tilbyder alt inden for pladebearbejdning, har i en lang årrække leveret blandt andet stanseværktøjer og pladeemner til Norge, men nu har virksomheden taget beslutningen om at øge salgsindsatsen markant og investerer i øjeblikket stort i salg og markedsføring rettet mod det norske marked.
- Hvor det før har været produktionen, der klart har fyldt mest, så begynder vi nu i stigende udstrækning også at fokusere på salgsdelen, og et af de områder, vi i den forbindelse satser væsentligt mere på, er Norge. Inden for det seneste år har vi ansat tre medarbejdere på baggrund af et øget salg til Norge, og som følge af den store efterspørgsel har vi besluttet at øge salget yderligere, fortæller administrerende direktør i Hosta Industries Christian Mosevang, og fortsætter:

- Vores plan er inden for det næste år er at ansætte fire-seks medarbejdere, der skal styrke både produktion samt salg og administration, så vi i alt kommer til at opruste medarbejderstaben med cirka 15 procent. På den måde er der ressourcer til at øge omfanget af vores produktsalg, og det betyder blandt andet, at Norge nu vil modtage mere færdige totalløsninger, der indebærer varetagelsen af både fremstillingen, pakningen og montagen af produktet.

Af Hosta Industries samlede omsætning kommer cirka 35 procent fra eksport, heraf cirka 10 procent fra eksport til Norge, og primært salget til Norge, men også lande som Sverige og Tyskland, forventes at stige de næste par år.

Underleverandøren, som blev stiftet af Orla Mosevang i 1973, og i 2014 blev overtaget af sønnerne Christian og Søren Mosevang, har allerede nu indledt et samarbejde med yderligere tre kunder i Norge og har en forventning om endnu flere partnerskabsaftaler i fremtiden. Christian Mosevang fremhæver, at der ligger store fordele i det både for Hosta Industries såvel som virksomhederne i Norge.

- Lønniveauet i Norge er højt, og det betyder, at det er attraktivt for virksomhederne at få produkterne leveret fra Danmark. Derudover har Norge ikke samme maskinpakke og kompetencer inden for pladearbejdning. De ligger en stor del af deres fokus på olie, og det gør, at konkurrencen inden for vores felt ikke er særlig stor, fortæller han.

Nordjysk placering er en fordel
Hosta Industries ligger i Hjallerup i Brønderslev Kommune, hvor fuldautomatiske bukkemaskiner, svejserobotter og standsemaskiner kører flittigt. Og med den nordjyske placering er virksomheden blot mere attraktiv for de norske virksomheder:

- Det er helt oplagt at levere til Norge, da vi er placeret tæt på de nordjyske havne, og infrastrukturen er så god, som den er. Det gør det nemt for vores kunder at bestille ved os, da vi kan lave det hele på produktionen i Hjallerup og efterfølgende nemt og hurtigt levere en samlet færdig pakke til kunden. Samtidig er vi ikke langt fra Aalborg, som er fyldt med universitetsstuderende- og uddannede, som bidrager til at vi kan få den kvalificerede arbejdskraft, som vi har brug for, fortæller Christian Mosevang.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078