23948sdkhjf

KP Komponenter æder markedsandele i en krisetid

Kernesegmentet er i knæ, mens den vestjyske underleverandørs omsætning vokser.
De lige landeveje i Vestjylland fortsætter direkte ind i produktionen hos KP Komponenter i Spjald. Her står knap 130 CNC-maskiner og 30 robotter side om side i effektivt produktionsapparat, der har højpræcisionsbearbejdning som speciale.

- Automatiseringsgraden er helt afgørende for vores virksomhed. Samtidig gælder det om at være god til det mest komplicerede, og vi arbejder med meget lave tolerancer, siger administrerende koncerndirektør Søren L. Husted.

To tredjedele af virksomhedens aktivitet sker til verdens største hydraulikproducenter, hvor producenterne af landbrugs- og entreprenørmaskiner er store kunder.

Trodser markedet
Selvom maskinmarkedet er ramt af en global nedgang, steg KP Komponenters omsætning i 2015. Det betyder, at underleverandøren tager markedsandele.

- Vi er vokset 8 procent i et meget presset marked, og det er en præstation i sig selv. Vi har dog ikke kunnet følge med indtjeningsmæssigt, hvilket blandt andet skyldes, at vi har kørt mange nye projekter ind, og det har været en stor mundfuld for virksomheden, fortæller Søren L. Husted.

Brugen af hydraulik i store maskiner bliver mere og mere udbredt, og derfor rammer hydraulik-efterspørgslen heller ikke den samme store nedgang som maskinmarkedet.

Krisen giver muligheder
Derudover bliver hver en krone i øjeblikket vendt og drejet hos KP Komponenters kunder, og det giver mulighed for at komme ind som underleverandør i de dele af produktionen, som kunderne selv producerede.

- Alle kigger på, hvad man selv skal lave, og hvad skal man få andre til at lave. Mange af vores kunder har også selv maskinbearbejdning, og det er der, hvor mulighederne ligger lige nu, siger Søren L. Husted.

Underleverandøren har øget antallet af ansatte i år, og der arbejder i øjeblikket 245 medarbejdere på fabrikken i Spjald.

- Vi havde en lille nedgang omkring sommerferien, men vi er tilbage og lidt højere oppe, end vi var for et år siden, fortæller direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094